Gå til indhold

Rektorkollegiet for de maritime uddannelsers indstilling af Frits Giversen til Undervisningsprisen 2023

Juryen for de maritime uddannelser har valgt at indstille lektor Frits Giversen, underviser i Ledelse og management, Innovation, Termiske maskiner og Bachelor, fra Aarhus Maskinmesterskole til Undervisningsprisen 2023

Juryen for de maritime uddannelser indstiller lektor Frits Giversen fra Aarhus Maskinmesterskole til undervisningsprisen. Frits underviser på maskinmesteruddannelsen i fagene management, projekt, metode, innovation og termiske maskiner. Han er uddannet maskiningeniør og har en master i NLP. Frits er indstillet på grund af sin høje faglighed, store engagement og evner at omsætte sin viden til praksisnær undervisning med blik for de studerendes interesser.

De studerende beskriver Frits som jordnær og god til at koble teori og praksis. Han er god til at forventningsafstemme, og er tydelig over for de studerende. Hans undervisning tager afsæt i noget praktisk og konkret fra egen eller de studerendes hverdag. Han fortæller selv, at det der driver ham, er at se mennesker lykkes med det, de sætter sig for. Ifølge ham er god undervisning at inddrage de studerende og forstå, hvor den enkelte er.

Frits er god til at give feedback og gør det i den form, som den enkelte studerende ønsker det. Det kan fx være via video eller skriftligt. Når han skal formidle kompliceret stof, sørger han for at skabe en vis undren hos de studerende, så de selv kan opleve at finde svar på løsninger og forstå, hvordan nogle kendte problemstillinger kan løses med udgangspunkt i teorier.

Frits er drevet af en stor faglig interesse, blandt andet inden for CO2-køl (termiske maskiner). Han har også udviklet nye undervisningsmaterialer til fagene forandringsledelse og innovationsforløb om commissoning. En anden af hans store interesser er, hvordan man skaber forandringer på en bæredygtig måde. Her er nøglen at tage små skridt og tage en ting af gangen. Frits er desuden god til at inddrage virksomheder i sin undervisning, hvilket han gør ved at invitere dem ind på uddannelsen og tage på besøg hos virksomheder.

Juryen ønsker med denne indstilling at belønne Frits’ evne til at kombinere høj pædagogisk og teknisk faglighed med hans evne til at inddrage virksomheder. De lægger desuden vægt på hans store erfaring, også fra erhvervet. De bemærker også, at Frits har fokus på, at det hele menneske skal lykkes – og de studerende skal ”ikke bare bestå eksamen”. Han vil gerne hjælpe den enkelte til at bane vejen. Herudover har det betydning, at han tør at dele ud af sig selv og fortælle om egne fejl. For juryen repræsenterer Frits fremtidens undervisning, fordi han står for forandring i små skridt og har ubetinget accept af de studerende og klassen. Juryen ser denne metode som en måde at skabe bæredygtige forandringer og løsninger andre steder i samfundet.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024