Gå til indhold

Rektorkollegiet for erhvervsakademiernes indstilling af Jonas Fannikke Holbech til Undervisningsprisen 2023

Danske erhvervsakademier indstiller lektor i Multimediedesign Jonas Fannikke Holbech fra Københavns Erhvervsakademi til Undervisningsprisen 2023

Både studerende og kollegaer tegner et billede af Jonas Fannikke Holbech som en exceptionel underviser, der fungerer som et fagligt fyrtårn både i forhold til sine studerende og kollegialt. Gennem sin praksis viser han nye og inspirerende tilgange til måder, underviserrollen kan udøves og udfoldes i en erhvervsakademisk kontekst til gavn for både de studerende, organisationen og erhvervet.

Jonas er en underviser, som spænder bredt både fagligt og pædagogisk. En ualmindelig dygtig didaktiker, som selv skaber sine undervisningsmaterialer i form af måde video og animationer, og som formår at etablere, hvad de studerende beskriver som et særligt trygt og rummeligt læringsrum med plads til at fejle. De studerende beskriver desuden, hvordan Jonas møder dem med en ligeværdighed, som gør at de får mulighed for at se sig selv ikke blot som studerende, men som fagfæller. Jonas får på en helt særlig måde vakt deres faglige nysgerrighed, og de oplever at få kompetencer til ikke blot at udføre det, de læser om, men også til at kunne indgå i kritiske refleksioner over og diskussioner af strukturer, faglige valg og betydningen af disse valg. Jonas kan ubesværet formidle fagligt indhold på forskellige måder, så alle studerende bliver stimuleret til og får mulighed for at udvikle sig fagligt uanset niveau.

Derudover har Jonas Fannikke Holbech en usædvanlig optagethed af både sin egen og sine kollegaers læring og udvikling. Dette eksemplificeres ved, at Jonas har inviteret kollegaer med ind i sin undervisning gennem et to-lærersystem og bidrager til uddannelsen af nye adjunkter ved at dele sine erfaringer med, hvordan man i en travl hverdag kan lykkes med at holde sig opdateret i udviklingen internationalt i både forskning og praksis.

Juryen er særligt imponeret over Jonas Fannikke Holbechs evne til at forblive et fagligt fyrtårn gennem sin involvering i relevante forskningsprojekter og ved årligt at gå i praktik i fagligt interessante virksomheder. Et arbejde, som de studerende beskriver, kommer dem til gode gennem undervisningen, som altid er baseret på et opdateret videngrundlag.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024