Gå til indhold

Rektorkollegiet for de maritime uddannelsesinstitutioners indstilling af Marie Kristine Kjeldgaard til Undervisningsprisen 2024

De maritime uddannelsesinstitutioner indstiller lektor Marie Kristine Kjelgaard fra MARTEC til Undervisningsprisen 2024.

Marie Kristine Kjeldgaard er 38 år og uddannet ubefaren skibsassistent fra Skoleskibet Danmark og skibsfører fra Marstal Navigationsskole. Hun har sejlet som 1. styrmand på kemikalietankskibe og har undervist på kurser i navigation og sejlads. Marie har løbende efteruddannet sig i personligt lederskab, digital transformation, erhvervspædagogik og innovativ pædagogisk praksis. Hun har undervist i ca. seks år på MARTEC’s skibsføreruddannelse.

Maries undervisning er velfunderet, velovervejet, inddragende og fagligt stærk. Hun er engageret og fokuseret på, at de studerende lykkes og når deres mål. Marie bringer sin erfaring som skibsfører på kemikalietanksskibe i spil i undervisningen sammen med viden fra kurser og nyeste trends fra erhvervet. Maries nysgerrighed, udviklingsgen og ambitioner gør hendes undervisning spændende og nytænkende. Hun sørger for, at de studerende får ejerskab, og at de skaber noget.

Marie engagerer sig i hver enkelte studerendes udvikling, og man mærker hendes ”pædagogiske ild”. Marie lægger stor vægt på et godt læringsmiljø, hvor de studerende tager ansvar. Hun giver f.eks. alle et emne eller en teori at arbejde med, og ud fra det udarbejdes et produkt eller præsentation. Marie formår at bruge ny teknologi, f.eks. simulation, i samspil med den mere traditionelle undervisning. Hun prioriterer at bruge tid på individuel og mundtlig feedback og er nærværende og interesseret i den enkelte studerende. Herigennem løfter hun de studerende fagligt, socialt og professionelt ud fra deres egne forudsætninger. Marie arbejder med ”feedforward” og giver råd til veje fremad. Hun formår at understøtte, udfordre og give retning for og sammen med de studerende. Marie engagerer sig i praksisnære forsknings- og udviklingsprojekter og indhenter den nyeste viden fra erhvervet. Hun har f.eks. stået for risikovurderinger i et FoU-projekt om et autonomt skib med deltagelse af DTU, hvor hun udviklede ny viden om beslutningsstøtte og sikkerhed, som kunne bruges i navigationsundervisningen. Marie deltager også i advisory board og kvalitetssikring i forhold til FN’s konventioner (STCW) og IMO (International Maritime Organization under FN). Marie er en god kollega, som er engageret i læring og fremtidens undervisning. Hun deler ud af sin store indsigt i hendes fag og i pædagogik. Udvikling af nye forløb gøres til et fælles projekt. Udvikling er i det hele taget et nøgleord for Marie. Hendes egen viden og pædagogiske tilgang har hun et reflekteret og velovervejet blik på, ligesom hun har et skarpt blik for videnudvikling i tæt tilknytning til erhvervet.

Marie formår at bruge sin tekniske og menneskelige indsigt i undervisningen. Hun har fokus på udvikling og hjælper de studerende fra teori til praksis til et produkt. Ny teknologi er i hastig udvikling inden for skibsfart. Dette har Marie en stor forståelse for, og hun ved, at det kommer til at gå stærkt. Hun ser det digitale og AI som en naturlig del undervisningen og som noget positivt. ”Men det menneskelige aspekt og træningen i at mødes i et fællesskab og anvende og tolke teknologien kommer ikke til at erstattes af maskiner i nær fremtid”, siger hun. Beslutninger, kommunikation, samarbejde og tankegang er det derfor vigtigt at træne. Sammenholdt med evnen til at give feedback og ”feedforward” er det værdifuldt, når de studerende skal ud i et erhverv i rivende udvikling.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. september 2024