Iben Fogstrup er uddannet fysioterapeut og har en master i rehabilitering. Hun har ni års erfaring som fysioterapeut og har siden 2009 har været ansat på Professionshøjskolen Absalon, hvor hun er lektor ved fysioterapeutuddannelsen. Hun underviser i fagene fysioterapi, manuel behandling og undersøgelse, farmakologi og patologi, træning og bevægelse, rehabilitering, palliation og sundhedspædagogik. Herudover er Iben medforfatter på tre publikationer inden for sit arbejdsområde.
Iben er en yderst kompetent underviser, der altid går struktureret til opgaven og med en målsætning om at skabe undervisning, som de studerende finder engagerende og lærerig at deltage i. Iben forventer, at de studerende er engagerede og involverer sig i undervisningen og tilbyder samtidig støtte og hjælp, så den enkelte studerende kan lykkes med opgaven. Iben har et stort fokus på de studerendes potentiale og er helt tydelig på, hvornår der skal arbejdes mere med tingene. Iben formår at koble teori og praksis og gør fysioterapi til et meningsfuldt fag for de studerende.
Danske Professionshøjskolers prisudvalg har i indstillingen af Iben lagt særligt vægt på Ibens motiverende og varierende undervisningsmetoder. For eksempel har Iben udviklet et spil omkring den geriatriske borger, der ved hjælp af en spilleplade tager de studerende gennem litteraturen på området, ligesom Ibens diagnosepuslespil, ifølge de studerende, er et sjovt redskab til at lære at stille den rigtige diagnose. Iben har et stort fokus på, at de studerende øver og træner deres praktiske kompetencer ved at ”komme ned til briksene” og ”få det i hænderne”. Med Ibens konstante blik for, hvilken vej professionen bevæger sig, arbejder hun målrettet med at sikre, at den nyeste viden fra praksis finder sin vej til sin undervisning. Det kommer fx til udtryk ved, at Iben inviterer eksterne samarbejdspartnere fra praksis ind i undervisningen, eller ved at Iben bringer sig selv i spil og bruger anekdoter fra sin egen tid i praksis. Ibens inddragelse af praksis bidrager til at give de studerende en forståelse af, hvad de kommer ud til efter uddannelsen og er med til at klæde de studerende bedst muligt på til deres fremtidige virke som fysioterapeuter.
Prisudvalget lægger desuden vægt på Ibens bidrag til at udvikle både undervisningsmaterialer men også hendes store engagement i at medvirke til at skabe konceptet ’åben briks’, som er en slags lektiecafé, hvor ældre studerede underviser yngre studerende. Konceptet fortsætter år efter år, og det skyldes i stor udstrækning Ibens utrættelige engagement med at motivere, stå til rådighed og støtte de studerende, så de har mod på at undervise hinanden. Af ledere og kollegaer beskrives Iben som en rigtig god kollega, der gavmildt deler ud af sin viden, materiale og erfaringer. Hun beskrives endvidere som en decideret holdspiller, der ikke gør det store væsen ud af sit eget bidrag men i stedet har et overordentligt godt blik for, at ”vi lykkedes bedst sammen som team”. De studerende fremhæver i deres indstilling af Iben, at ”Iben kan få selv den dårligste dag til at blive god. Iben ser os alle og møder os hver især med det, som vi har brug for. Hun gør det uden at tabe sin autoritet, hvilket er særlig prisværdigt”.