Gå til indhold

Rumforskning – Forskningsrådet for Natur og Univers

Bevillinger 2008

Nedenfor er listet de ansøgninger, som Forskningsrådet for Natur og Univers (FNU) har besluttet at yde støtte til i forbindelse med uddeling af Det Strategiske forskningsråds pulje til rumforskningsmidler. Der tages forbehold for såvel trykfejl som eventuelle justeringer i forhold til de angivne beløb. Der kan ske således ændringer, hvis der er opnået støtte fra anden side, ligesom der kan være knyttet særlige betingelser til den enkelte bevilling.

Bevillinger er givet under forudsætning af finanslovens vedtagelse i 2008.

Bevillingsoversigt


Projekttitel: SAADAN: The South Atlantic Anomaly Danish Magnetic Field Project
Bevilget beløb: 1.984.024 kr.
Bevillingshaver: Jürgen Matzka, Danmarks Meteorologiske Institut

Projektbeskrivelse:
I løbet af de seneste 100 år er Jordens magnetfelt aftaget i styrke. Svækkelsen er ikke jævnt fordelt, men er særlig voldsom – 8% over 20 år – i det sydlige Atlanterhav. Den usædvanlige opførsel af magnetfeltet her, kaldes den Sydatlantiske Anomali. Det svage magnetfelt påvirker direkte samfundet, idet der ofte sker driftsvigt af satellitter i området, da afskærmningen af skadelige partikler fra Solen her er mindre. Studier af den Sydatlantiske Anomali er derfor højst relevante, men har indtil nu været hæmmet af, at der ikke foretages jordbaserede observationer af magnetfeltet i det sydlige Atlanterhav. Danmarks Meteorologiske Institut og Danmarks Rumcenter/DTU vil ændre dette ved at oprette en magnetometerstation på den lille Sydatlantiske ø Tristan da Cunha, der ligger ideelt i forhold til de usædvanlige ændringer i magnetfeltet. Sammen har DMI og DRC den nødvendige kompetence og erfaring til at gennemføre et sådan projekt, der indebærer store logistiske udfordringer og stiller høje krav til udstyret. De nødvendige måleinstrumenter vil blive specialdesignet og bygget på DMI, og fortolkningen af målingerne vil blive foretaget i et tæt samarbejde med DRC, hvor nogle af verdens førende forskere indenfor geomagnetisme arbejder. Dataene vil, sammen med de magnetfeltsmålinger som ESAs Swarm mission vil foretage fra 2010, udgøre et unikt datasæt, som muliggør undersøgelser af de særlige forhold i den Sydatlantiske Anomali, samt give en bedre generel forståelse af dens oprindelse.


Projekttitel: Mechanisms of cardiovascular adaptation to prolonged spaceflight and effects of G-induced changes in hydrostatic gradients on blood pressure regulation in humans
Bevilget beløb: 1.639.324 kr.
Bevillingshaver: Peter Norsk, Københavns Universitet

Projektbeskrivelse:

På rumfærgen Columbia i 2003 fandt vi, at efter en uges rumflyvning var astronauternes hjerter fyldt mere med blod og blodkarrene mere udvidede end på jorden (Norsk et al. 2006). Samtidig har vi på rumstationen fundet, at de nerver, som trækker blodkarrene sammen, har en øget aktivitet (Christensen et al. 2005). De to ting passer ikke sammen, hvorfor vi på rumstationen samtidigt vil måle blodtrykket, hjertets udpumpning af blod og nerveaktiviteten. Det nye i projektet er, at vi måler på astronauterne efter 4 måneders ophold i rummet i modsætning til efter 1-2 uger på de tidligere missioner, at vi benytter nye metoder, og at vi på samme astronauter måler alle parametrene samtidigt. Endvidere er det i projektet formålet at undersøge, hvorledes det daglige tyngdestress påvirker blodtrykket ved at sammenligne høje individers blodtryksregulation med mindre højes og ved at måle på forholdet mellem hjertets udpumpning af blod og blodtrykket under meget hurtige ændringer i G-stress mellem 0 og 2 under parabolflyvning. Projektet består således af 5 delprojekter: 1) Tre rumeksperimenter som i international konkurrence er udvalgt af ESA til flyvning på den Internationale Rumstation og 2) to Ph.D.-projekter (cand. scient. Sine Arvedsen og læge Lonnie Petersen) som er udvalgt af Københavns Universitet. Rumeksperimenterne er i gang og forventes fuldendt i 2010 på i alt 6-8 astronauter, og de to Ph.D.-projekter er startet midt i 2007. Projektet foregår i tæt samarbejde med rumfirmaet DAMEC ApS i Odense, som har udviklet et apparat på rumstationen til måling af hjertets udpumpning af blod. De to Ph.D.-projekter skal som rumeksperimenterne gennemføres gennem ESA, fordi det vil give adgang til en centrifuge på Karolinska Instituttet i Stockholm og til parabolflyvninger i Frankrig.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 23. oktober 2013