Thomas Lars Andresen

En ny idé kan hjælpe med at kurere kræft. Og nye idéer kommer, hvis han arbejder meget. Så det gør han, Thomas Andresen, der forsker i biomaterialer

Thomas Lars Andresen(baggrund)
Foto: Ditte Valente

Jeg var ikke særligt interesseret i folkeskolen. Til gengæld var jeg specialist i akvarier og fotografiapparater. Og jeg byggede min egen computer og lavede min egen software. Når noget interesser mig, sætter jeg mig meget grundigt ind i det. Jeg flyttede til New Zealand, da jeg var 12. Min mors mand var udstationeret der. Jeg kom hjem i 8. klasse og boede hos min far. Jeg blev erklæret mindre egnet til gymnasiet, så jeg tog en teknikeruddannelse – og så et studenterkursus ude i Ballerup senere. Jeg gik på det, der hed EFG, og jeg fik elevplads hos DR, hvor jeg programmerede en del. Jeg fik også job der bagefter, men jeg endte med at læse kemi, for det havde været sjovt på studenterkurset. Jeg ville have søgt medicinstudiet.

 Men i dag arbejder jeg alligevel meget sammen med læger. Mine interesser blev bredere, da jeg blev ældre. Jeg har stærke meninger om, hvordan man kunne arrangere samfundet bedre. Det betyder meget for mig, at vi opfører os ordentligt, beskytter vores verden, miljø og hinanden. Men som borger skal man også støtte op omkring samfundet, så der synes jeg ofte, at for eksempel arbejdstidsregler og fagforeninger beskytter forkert i stedet for at lade folk, der gerne vil yde mere, gøre det.

Siden jeg var ph.d.-studerende, har jeg haft fokus på, hvordan man kan føre lægemiddelstoffer ud i de celler, de skal virke i. Jeg har fokuseret på at gøre kemoterapi bedre og nedsætte bivirkningerne. Senere har jeg forsket i at få kemoterapi ud i cellerne og kombinere det med stråling.

Jeg opdagede, at vores immunsystem betyder meget for, hvor godt den proces virker – altså kemo og stråling. Og jeg er meget begejstret for, hvordan vi kan få vores eget immunsystem til at angribe kræftceller. At dræbe kræftceller og aktivere immunsystemet til at angribe resten. Det giver meget meget bedre behandlingsresultater. Hos kræftsyge mus kan vi kurere 70-80 % af kræfttilfældene. Det kommer man til at høre om – det bliver rigtig stort. Både det, jeg selv arbejder med, og andre har også opdaget lignende ting.

Mange af dem, der får EliteForsk-prisen, er folk, der har arbejdet meget grundvidenskabeligt. Jeg ser på den viden, vi har, og undersøger, om man kan bygge videre. EliteForsk er den fineste af de priser, vi kan få herhjemme. Man bruger rigtig meget af sin energi på at være der, hvor man kommer i betragtning. Det betyder også, at forskning i dag er et spørgsmål  om hele tiden at få bevillinger, lave projekter og skrive artikler. En pris som denne er med til at substansiere ens navn. Man har meget internationalt samarbejde. På den måde er verden blevet lille. Som studerende læste jeg artikler på biblioteket, men nu er alt online, og jeg har flere skypemøder om ugen. Man kan dele viden med alle meget hurtigere end for 15 år siden. Jeg har været meget tæt på at flytte til Boston et par gange. Men jeg kan meget godt lide Danmark. Og vi har faktisk rigtig gode forhold som forskere. Vi har meget store private fonde, der støtter mig og mit område i hvert fald. Men vi har en gennemsnitlig magelighed for, hvor meget vi vil ofre for at drive det vidt. Hvis man bruger al sin tid på at blive den dygtigste, har vi sociale netværk og familiemønstre, der siger, man også lige skal bruge sin tid på noget almindeligt. Jeg har i mange år brugt al min tid på forskning. Det er ikke et arbejde – det er et fokus. Det er ikke en hobby, og det er heller ikke altid sjovt. Det er målet, der driver. Jeg kan bedst lide idéfasen. Følelsen af at skabe en ny tanke. At tænke, at det her kan blive den nye kræftbehandling. At  forestille sig, hvor godt, det kan blive. Jo mere, jeg arbejder, jo flere idéer får jeg. Så hvis jeg arbejder sløvt, får jeg slet ikke nogen ideer.

Jeg har spillet badminton på højt niveau og har altid været enormt konkurrencepræget. Før var det i forhold til omverdenen – nu er det mere at presse mig selv til at finde på. Naturen giver ro. Det er noget, der er kommet, efter jeg er blevet lidt ældre. Jeg bliver ikke stresset, men fyldt op af interaktion. Så det er afkobling at være alene i naturen – med hunden. Jeg har en stor evne til at fokusere i forhold til en gennemsnitsperson. Og det at beskæftige sig med EN ting i mange, mange timer, det er det, jeg kan. Det, der driver mig mest, er at tillære mig ny viden. Indenfor alt muligt. Hver gang jeg går i gang med noget, sætter jeg mig ind i alle detaljer. Om det er at finde den jakke, der er bedst i naturen, politik eller noget helt tredje. Den ensporethed, der ligger i at blive forsker, medfører, at der er en del ting, man ikke gør. Jeg har overvejet flere gange, at jeg gerne ville være flygtningementor-kontaktperson. Men hvor skal tiden komme fra? Der er en masse ting, man får værdi af som menneske, jeg ikke har gjort. Det at være ensporet koster noget i bredden.

Jeg har to drenge på 8 og 11. Man kan bilde sig ind, at det er højkvalitetstid, man tilbringer med børnene, men i virkeligheden har det også en pris her, at jeg arbejder så meget. Men sådan er det vist, ligegyldigt hvad man laver. Det er vigtigt at have succes. At jeg er glad og tilfreds gør også, at jeg har mere overskud til at være glad med min familie.

Tekst: Helene Navne, journalist

Fødested og nuværende bopælskommune

København

Fagområde

Kemi, Biomaterialer, Drug Delivery

Institution

Danmarks Tekniske Universitet, DTU Nanotech

Kontaktoplysninger

Tlf.: 25374486, e-mail: tlan@nanotech.dtu.dk

 

 

Senest opdateret 15. februar 2018