Anja Groth

Friheden til at bestemme selv fyldte alt i Anja Groths oprørske ungdom, og den frihed værner hun stadig om. Som molekylærbiolog undersøger hun, hvordan menneskets celler husker deres funktion, når de deler sig. Hun har opdaget basale sammenhænge og en mulig vej til at modarbejde kræftceller

Anja Goth
Foto af Søren Kjeldggard
 

Anja Groth, 43 år, professor på Biotech Research and Innovation Centre (BRIC), Københavns Universitet.

Vi har i efterhånden mange år undersøgt kroppen og med mikroskoper zoomet gevaldigt ind i dens celler for at blive klogere på den spøjse organisme, vi kalder mennesket. Alligevel er der stadig forbavsende mange basale processer i menneskets indre, vi ikke forstår. Det fortæller Anja Groth, der er professor på Københavns Universitet. Cellers hukommelse er et af kroppens ufærdige puslespil, omend Anja Groth gør sit til at lægge brikkerne: 

"Vi prøver kort sagt at forstå, hvordan celler kan huske, hvad de er, og hvilken funktion de skal udføre, når de deler sig. Det er vigtig viden for at forstå både kroppens udvikling og kræftceller, der tilegner sig nye egenskaber og deler sig uhæmmet," siger hun.

En fascination af cellernes maskineri og bekæmpelsen af kræft har været en rød tråd for hende og en vigtig motivation, lige siden hun arbejdede på et hospital for kræftramte børn. Det vender vi tilbage til.

Banebrydende fund i DNA-reparation   

Hvert eneste sekund bliver vores cellers DNA skadet. Det skyldes udefrakommende faktorer, som f.eks. sol, rygning og forurening, men også faktorer, der foregår inde i cellen.

Heldigvis kan cellerne selv fikse skaderne. I et vist omfang. Det er helt afgørende for, at vi kan leve. Reparationen  foregår f.eks. ved at klistre den ødelagte DNA-streng sammen som med gaffatape eller ved en copy-paste-manøvre fra en ubeskadiget identisk DNA-streng. Gaffatape-metoden fører ofte fejl med sig, og så har vi balladen. I værste fald overlever cellen som en kræftcelle.

Når celler deler sig, skal der laves en kopi af både DNA'et og infoen om cellens funktion. Det er den proces, som Anja Groth og hendes forskerhold kortlægger. De fandt en banebrydende sammenhæng mellem kopieringen og et protein, der kan booste reparationen af DNA-skader, så cellen overlever. Det er godt, bare ikke når det er en kræftcelle. For kræftceller har mange DNA-skader og er derfor afhængige af copy-paste-reparationerne for at sprede sig.

Næste skridt er at lave medicin, der spænder ben for proteinets arbejde, så kræftcellerne dør af ophobede DNA-skader.

Forskning er fantastisk, men hårdt

Det var en stor dag på kontoret, da Anja Groth indså, de havde opdaget en grundlæggende mekanisme i cellen.

"Jeg nærmest fløj hjem på cyklen med en klar følelse af, vi havde fundet noget virkelig banebrydende," husker hun. Der kan ellers være langt mellem succeserne.

"Forskning er hårdt, fordi der er så mange skuffelser. Vi prøver ideer af og forkaster hurtigt de fleste. Man går og laver modeller og puslespil inde i hovedet, men pludselig ligger det bare rigtigt. Det er en fantastisk fornemmelse."

Den brik i puslespillet var en af de vigtige og belønnes da også med en EliteForsk-pris.

Oprørsk DNA

I teenageårene lå det ellers ikke i kortene, at Anja Groth skulle være eliteforsker. Stilen var sorte negle, sort tøj og hård metal med vilde fester og rebelsk humør. Som 16-årig flyttede hun hjemmefra med kæresten. Pigekliker gad hun ikke, men fysik interesserede hende og fik hende til at vælge teknisk gymnasium i Ballerup.

"Jeg var ikke vild med at gå i skole, og der var nok ingen dengang, der havde skudt på, at jeg ville ende som topforsker." Hun griner og husker sin proklamation om en fremtid som smed på trods af sin spinkle kropsbygning.

"Jeg kan ikke fordrage, at andre fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Jeg har det derfor også rigtig godt på mit institut, hvor jeg får lov at gøre, som jeg vil."

Friheden til at bestemme selv ligger dybt i hendes gener, og ungdomsårene gav hende en selvforståelse som én, der kunne klare alt selv. I dag er forholdet til forældrene tæt, og hun er landet som en glad og travl mor, der sammen med kæresten Janus Schou Jakobsen har 4-årige Liva. 

"Jeg har aldrig været god til at lægge planer for mit liv udover min forskning. Det er faktisk utroligt for mig, at jeg i dag har mand, barn og bor i en patriciervilla i Gentofte."

Lysten til at forske opstod i USA

Det var et ophold i USA og mødet med en barsk virkelighed, der for alvor vakte Anja Groths lyst til at forske. Så er vi tilbage ved de kræftramte børn. Specialet på sin uddannelse skrev hun efter et halvt år i Memphis på et forskningslaboratorium, der lå på et hospital for kræftramte børn. Til frokost i kantinen så hun skaldede børn med drop og kirurgens streger på hovedet dér, hvor kræftsvulsten skulle skæres ud.

"Det gjorde et dybt indtryk at se børnene med kræft. Det mindede mig om, hvorfor det er, vi forsker. En slags opvågnen og stor lyst til at forske og forstå mere. Samtid var der simpelthen en så god energi på det toplaboratorium. Mine to chefer var fantastisk inspirerende og gav mig troen på at kunne gøre en forskel," husker hun.

Det gjorde også indtryk, da lægerne fortalte hende om de svære snakke med børn, der ikke kunne kureres.

"Jeg tror ikke, jeg kunne være læge og være så tæt på menneskelig ulykke. Jeg er ikke så god til personkontakten. Jeg er bedre til at huske molekyler end mennesker." 

Kreativ ideudvikling og samarbejde

Anja Groth er leder af en gruppe på 15 udenlandske forskere og i øvrigt et flertal af kvinder. Hun fremhæver værdien af forskellighed i såvel køn, kultur som personlig baggrund.

"Det er sundt og udviklende, at vi ikke alle ser ens på verden og gør tingene på samme måde," siger hun.

Hendes gruppe er sammensat på tværs af faglinjer, der ellers sjældent samarbejder. Målet er at dele viden og udvikle ideer.

"Der er få projekter i dag, der drives af én person alene. Det er i samspillet mellem forskere, der sker mest, og det er derfor enormt vigtigt at have et inspirerende miljø med stor grad af tillid, hvor man hjælper og deler viden uden frygt for at blive overhalet indenom."

Som leder har hun prioriteret at øve gruppen i mere effektiv og innovativ ideudvikling, og EliteForsk-bevillingen skal da også bruges til mere af den slags. Det kan være guld værd for den grundforskning, hun er et eksempel på.

"Vi kunne ikke forudsige det, men pludselig viste der sig en sammenhæng mellem flere forskellige undersøgelser, vi lavede," fortæller hun og understreger, at det er den frie forskning, der kaster de banebrydende opdagelser af sig. Også den frihed værner oprøreren og eliteforskeren om. 

Tekst af Jeff Jørgensen  

Fødested og nuværende bopælskommune

Gentofte

Fagområde

Molekylær cellebiologi og epigenetik

Institution

Biotech Research and Innovation Centre (BRIC)

Kontaktoplysninger

Tlf.: 35325538, e-mail: anja.groth@bric.ku.dk

Senest opdateret 01. marts 2018