Gå til indhold

Indstilling af Naja Hulvej Rod til EliteForsk-prisen 2022

Naja Hulvej Rod er stressforsker, og hendes forskning har skabt afgørende ny indsigt i, hvordan komplekse og udbredte samfundsudfordringer inden for social ulighed påvirker sundhed, mentalt helbred og stress.

Udover banebrydende resultater har Naja Hulvej Rod med sin forskning været med til at rykke epidemiologiens metoder til af finde nye årsagssammenhænge. Det har hun gjort gennem brug af kunstig intelligens og ved at kombinere data fra befolkningsundersøgelser, registre og kliniske data på en ny og innovativ måde.

Naja Hulvej Rod er 44 år, og hendes CV vidner om en imponerende karriere. I 2004 blev hun kandidat i folkesundhed ved Københavns Universitet, i 2007 fik hun en ph.d.-grad fra University of California og i 2014 også en doktorgrad ved Københavns Universitet, hvor hun er professor og leder af Afdeling for Epide-miologi på Institut for Folkesundhedsvidenskab. Undervejs har hun publiceret 141 artikler i fagfællebedømte tidsskrifter, bidraget til lærebøger og skrevet to bøger om stress og helbred.

De seneste tre år har Naja Hulvej Rod stået i spidsen for forskningsprojektet DANLIFE. Projektet går nye veje for at dokumentere helbredskonsekvenser af sociale og familiemæssige stressbelastninger tidligt i livet, der har store konsekvenser for både individ og samfund. DANLIFE er baseret på et stort og globalt unikt arbejde med at samle livsforløbsdata fra 2 mio. danske børn gennem tiderne. Det verdensførende tidsskrift, The Lancet, har omtalt dette ambitiøse projekt positivt og som et projekt af afgørende betydning. Som endnu et eksempel på, hvordan Naja Hulvej Rod arbejder kreativt med nye tilgange til åben, aktiv og borgerinddragende forskning, har hun under nedlukningen af samfundet pga. COVID-19 stået i spidsen for forskningsprojektet ”Stå sammen ved at holde afstand”. Projektet har belyst, hvordan isolation og lukning af arbejdspladser og skoler påvirker vores mentale helbred.

Som førende inden for sit felt har Naja Hulvej Rod været med til at etablere og opbygge Afdeling for Epidemiologi ved Københavns Universitet. Som leder har hun skabt et kreativt og åbent forskningsmiljø, der har tiltrukket flere andre førende internationale profiler til epidemiologisk forskning i Danmark. Hendes forskning er desuden blevet anerkendt med forskertalentpriser, og hun har mod-taget forskningsfinansiering fra mange kilder, herunder Danmarks Frie Forsk-ningsfonds Sapere Aude-bevilling i 2017. Indtil nu har 16 ph.d.-studerende samt en række master- og bachelorstuderende nydt godt af hendes vejledning.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 23. februar 2022