Debatten om universiteterne som kulturbærende institution indskriver sig i debatten om universiteternes samfundskontrakt og er hverken ny eller nationalt forankret. Internationalt står debatten mellem det klassiske og det ”entrepreneurielle” universitetsideal (Clark 1998; Horst og Irwin 2018).
Med det klassiske universitetsideal betragtes forskning og uddannelse som et offentligt gode til almen oplysning og dannelse og universitetet som værdi- og kulturbærende institution. God forskning og uddannelse er i den optik bred, kritisk og uafhængig af politiske og økonomiske præferencer. Derfor skal universitetets ansatte have størst mulig akademisk frihed i forskning og uddannelse og ledes af et forskningsfællesskab under institutionel autonomi. Det sikres gennem betingelsesløse basismidler, som sektorens primære finansieringskilde.
Inden for det ”entrepreneurielle” universitetsideal betragtes forskning og uddannelse derimod som forudsætning for produkt- og procesinnovation, der på kort sigt skal føre til velfærds- og velstandsforbedringer og bidrage til at løse aktuelle samfundsudfordringer. God forskning og uddannelse er i den optik afstemt med samfundets sociale, politiske og økonomiske præferencer og opnår kun værdi i den udstrækning det bringes til nytte. Det sikres gennem konkurrenceudsatte og tematiserede forskningsmidler, en professionel enstrenget ledelse med universitetsbestyrelser, politisk målstyring og rammekontrakter samt fremdrift i og dimensionering af uddannelserne.
DFiR belyser debatten universiteters bredere samfundskontrakt og værdien af universiteterne som kulturbærende institution i dialogen med stakeholders i berøring med sektoren.