I universitetsmiljøet har forskerne gentagne gang gjort opmærksom på deres oplevelse af manglende indflydelse på egne forsknings- og uddannelsesaktiviteter. Det tilskrives ofte den enstrengede ledelsesstruktur, de store administrative enheder, de eksterne midlers stigende andel, tematiserede virkemidler og en generel usikkerhed i ansættelsen. I de senere år har politiske anklager om tvivlsom forskningspraksis og -aktivisme og eksempler på politisk indblanding i publiceringen af forskningsresultater også udfordret forskernes akademiske frihed.
Internationale undersøgelser, der dækker årene 2006 og 2014 (Karran, Beiter og Appiagyei-Atua 2017) peger også på, at danske forskeres lovsikrede akademiske frihed er lav i international sammenligning. Det omfatter bl.a. forskernes:
- frihed til selv at vælge forskningsemne
- frihed til at publicere deres resultater
- medbestemmelse over universitetets strategier og i ansættelse af institutledere, dekaner og rektorer
- jobsikkerhed
Det til trods for, at universitetsloven i 2011 blev ændret med henblik på at give de ansatte mere medbestemmelse og sikre den akademiske forskningsfrihed. Det omfatter universiteternes ansvar for at beskytte forskningsfriheden og etablere akademiske råd.
Debatten om forskningsfrihed peger imidlertid også på et andet forhold: Hvor det videnskabelige personale med universitetsloven blev frataget den institutionaliserede medbestemmelse over egen ledelse og forskning, har de ikke formået at organisere sig og fået en samlet og tydelig stemme i dialogen med ledelsen i den nye enstrengede ledelsesstruktur.
DFiR vil se nærmere på forskernes akademiske frihed i dialogen med flere stakeholders i berøring med sektoren og gennem en survey blandt institutledere og forskere.