Gå til indhold

Et samfundspartnerskab om innovation mellem store og små virksomheder

Danmark bør satse på et samfundspartnerskab om innnovation mellem store og små virksomheder, som et centralt element i ambitionen om at forblive et højteknologisk samfund med innovationskapacitet.

Indsendt af

Danmarks Tekniske Universitet

Resumé

Danmark bør satse på et samfundspartnerskab om innnovation mellem store og små virksomheder, som et centralt element i ambitionen om at forblive et højteknologisk samfund med innovationskapacitet. I forhold til at skabe fremtidens vækstlokomotiver, har Danmark særlige styrkepositioner der gør, at disse netop kan opstå, når store virksomheder og SMV’er går sammen om at udvikle nye forretningsområder.

Udfordring og muligheder

I sammenligning med andre OECD-lande ligger Danmark på niveau med de lande vi normalt sammenligner os med, når antallet af nystartede virksomheder gøres op. Til gengæld er Danmark langt bag efter, i forhold til hvor mange af disse virksomheder, der bliver til vækstvirksomheder – specielt i forhold til lande som Korea, USA, Japan og Storbritannien. Dette udgør en fundamental samfundsudfordring, for det betyder at den betydelige innovation, der foregår i små- og mellemstore virksomheder ikke får den effekt på væksten og beskæftigelsen, som den potentielt kunne have.

Danmark er samtidigt international anerkendt for at have en lang række store virksomheder, som er førende mht. innovation inden for deres kerneforretning. Mellemrummet mellem disse virksomheder er befolket af små- og mellemstore virksomheder, og der er potentielt store samfundsgevinster ved at skabe et samfundspartnerskab om innovation mellem store og små virksomheder.

Alt for få opstartsvirksomheder bliver til vækstvirksomheder, og derfor er der brug for de store virksomheder for at åbne døre, hvis Danmark skal skabe nye store virksomheder som Novozymes eller Vestas. De store virksomheder har samtidigt stor gavn af at have et samarbejde med lokale innovative virksomheder i periferien af deres kerneforretning, da det udvider det strategiske råderum uden at risikere at de store virksomheder mister fokus.

Målsætning

Danmark bør i 2020 være førende blandt OECD-landene, når det kommer til store etablerede virksomheders samarbejde med SMV’er og opstartsvirksomheder om udvikling af nye forretningsområder.  Dette samarbejde bør institutionaliseres, således at virksomhederne, brancheorganisationer, universiteter og myndigheder bidrager med en koordineret indsats til at skabe en pipeline af vækstvirksomheder.
Danmark bør i 2020 have en eller flere internationalt førende forskningsgrupper indenfor entrepreneurship på tværs af store og små virksomheder. Danmark bør ligeledes udbyde en eller flere internationalt anerkendte uddannelser i entrepreneurship, med fokus på både opstartsvirksomheder og intern entrepreneurship i store virksomheder.

Innovationsbehov

Der er behov for at der i Danmark udvikles en struktur for hvordan samarbejdet mellem store virksomheder og SMV’er om innovation og udvikling af nye forretningsområder kan foregå naturligt og gnidningsløst. Dette vil kræve en institutionaliseret og koordineret indsats fra virksomheder, brancheorganisationer, universiteter og myndigheder, der til stadighed arbejder på at understøtte og sænke barriererne for at store og små virksomheder gensidigt støtter hinanden i at skabe nye muligheder.

I forhold til innovation og vækst er der en naturlig tendens til at fokusere på SMV’er, men i en dansk kontekst er det essentielt at dette fokus udvides til det samlede innovationsøkosystem bestående af små og store virksomheder. Der er behov for at generere viden om, hvordan et samfundspartnerskab kan fungere optimalt, og om hvordan store virksomheders skabelse af nye forretningsområder uden for kerneforretningen kan understøttes af og understøtte et miljø af teknologibaserede opstartsvirksomheder. Samtidigt skal denne viden spredes med specialiserede universitetskurser og –uddannelser i entrepreneurship på tværs af virksomhedsstørrelser.

De danske forudsætninger

Danmark har særlige styrkepositioner der gør, at Danmark er særligt godt stillet i forhold til at skabe et samfundspartnerskab mellem store og små virksomheder om at skabe kimen til fremtidens nye store kommercielle succeshistorier. Danmark har en lang række større virksomheder, såsom Novo Nordisk, FLSmidth, Chr. Hansen, Danfoss og Grundfos der er internationalt anerkendte for deres innovationsevner. Samtidig er der i Danmark en underskov af teknologiske opstartsvirksomheder, selvom de for nuværende ikke har den ønskede evne til at blive til vækstvirksomheder. Endeligt har Danmark internationalt førende universiteter og eksperter inden for både de teknisk- og sundhedsfaglige samt de forretningsmæssige dimensioner af entrepreneurship og innovation.

Danmark har strukturelle og kulturelle særtræk, der gør et fælles innovationsøkosystem attraktivt som en metode til at øge innovationskapaciteten, frem for f. eks. den venturekapitalbaserede model, der kendes fra USA. Den danske lønmodtagerkultur, konsensuskulturen, de flade organisationer og landets lille størrelse kan alle modvirke muligheden for at skabe vækstvirksomheder ud af opstartsvirksomheder, når disse står på egne ben. De samme danske kvaliteter kan dog netop understøtte den åbenhed, forandringsparathed, vidensdeling og samarbejdsevne, som et fælles innovationsøkosystem for store og små virksomheder vil kræve.
Sundhedsvidenskabeligt Fakultet ved Københavns Universitet indgår som partner i dette indspil.

Effekter og potentialer

Danmarks evne til at forblive et højteknologisk samfund med innovationskapacitet, samt til at sikre vækst, effektivitet og konkurrenceevne afhænger både af vores evne til at sikre konkurrenceevne for vores nuværende vækstlokomotiver, vores store virksomheder, og til at skabe nye vækstlokomotiver ud af vores opstartsvirksomheder. Et samfundspartnerskab om innovation mellem store og små virksomheder vil direkte kunne påvirke Danmarks konkurrenceevne på mellemlang og lang sigt og herigennem også vores evne til at sikre eksporten og til at skabe attraktive nye vidensarbejdspladser.