Gå til indhold

Innovative partnerskaber for udvikling af viden om innovativ uddannelsespraksis i velfærdsrettede uddannelser

Målet er, at der oprettes interdisciplinære og tværkontekstuelle udviklings- og forskningsnetværk, hvis formål er at skabe viden om, hvordan man kan tilrettelægge og gennemføre velfærdsrettede uddannelsesforløb, som sigter mod udvikling af innovationskompetence.

Indsendt af

University College Syddanmark

Resumé

Målet er, at der oprettes interdisciplinære og tværkontekstuelle udviklings- og forskningsnetværk, hvis formål er at skabe viden om, hvordan man kan tilrettelægge og gennemføre velfærdsrettede uddannelsesforløb, som sigter mod udvikling af innovationskompetence, innovativt mind-set og innovation i praksis.

Der trækkes på eksisterende vidensressourcer inden for forskellige områder i Danmark, som synergisk inddrages i udvikling af nye velfærdsrettede uddannelsesforløb, der samtidigt leverer procesdata til uddannelsesforskningsprojekter.

Det overordnede sigte med initiativet er understøtte vidensbaserede og innovationsrettede uddannelser som indgår i udvikling af et innovationskompetent samfund, med større innovationskapacitet inden for områder der sigter mod øget sundhed og livskvalitet.

Udfordringer og muligheder

Forslaget tager udgangspunkt i 2 sammenhængende udfordringer:

Et nationalt og internationalt politisk formuleret ønske om og behov for at udvikle velfærdsrettede videregående uddannelser, som udvikler innovationskompetence og innovativt mind-set hos deltagerne samtidigt med, at der er mangel på viden om, hvordan man designer for innovative læreprocesser, der rent faktisk fører til at studerende innoverer/kan innovere i velfærdspraksis.

Potentialer/muligheder

Der ses et uddannelsesforskningsmæssigt potentiale, som kan udnyttes ved at skabe synergi mellem fag, kontekster og områder, som hver for sig har viden om og erfaring med forskellige typer af uddannelsesdesign. Ideen bag dette indspil er, at udnytte eksisterende erfaring og viden med henblik på at skabe emergerende merviden, om hvordan man tilrettelægger og gennemfører innovative uddannelsesforløb, som sigter mod udvikling af innovationskompetence, velfærdsprodukter og ydelser på en og samme tid. Nedenfor opridses, hvilke videns-ressourcer, der tænkes inddraget i forbindelse med nærværende forslag:

Inden for merkantile, tekniske og designmæssige uddannelser er der erfaring for og viden om, hvorledes studerende kan lære at arbejde med profitdreven innovation, design og produktion af nyt. Ligeledes er der erfaring og viden om transformative/ekspansive, collaborative og grænseoverskridende lærings- og dannelsesprocesser inden for det pædagogiske område og i relation til områder inden for organisatorisk læring og ledelse. Endelig er der specielt inden for professionshøjskoleområdet viden om og erfaring med praksisnære læreprocesser, som er fokuseret i.f.t. målrettet handling ud fra borgeres/brugeres behov.

Målsætning

Det er målsætningen, at der udvikles vidensudviklingsnetværk/innovative partnerskaber, der interdisciplinært, tværkontekstuelt og ligeværdigt inddrager repræsentanter fra uddannelses- og forskningsverdenen nationalt og/eller internationalt.

Intentionelt søges at koble modus 2 forskning med innovation af uddannelser og i innovations-kompetencegivende uddannelser, hvori der arbejdes med udvikling af ny teknologi, nye organisationsformer og processer inden for velfærdspraksisområder.

Det er målet at der inden for en 2-årig periode er opstillet et netværksbaseret og uddannelsesbaseret forskningsprogram med en række beskrevne projekter, der alle sigter mod at få øget indsigt i, hvordan man designer for innovative læreprocesser i velfærdsrettede uddannelser.

Innovationsbehov

  1. Etablering og organisering af interdisciplinært og interkontekstuelt netværk, som skal skabe modus 2-viden om innovative læreprocesser og uddannelsesforløb gennem forandringsorienterede forsknings- og udviklingsprocesser.
    De spørgsmål der søges besvaret gennem netværkets arbejde kan være:
    Hvordan kan man facilitere studerendes arbejde med at identificere problemer, ønsker og behov (pains) inden for velfærdsområder i samfundet? Hvordan kan studerende lære at samarbejde med relevante aktører for at imødekomme disse pains med ideer, løsninger og metoder til handling?
    Hvordan kan man sikre, at der gennem deltagelse i innovative uddannelsesforløb skabes procesdata, som både kan anvendes i.f.t. de konkrete lære- og innovationsprocesser og tillige kan danne baggrund for systematisk analyse og tolkning i de modus 2 forskningsprojekter, der sigtes mod at etablere.
  2. Gennem samarbejde i netværket skabes en række innovative læringsdesigns/kontekster for innovative læreprocesser, som løbende reificeres (digitalt) for at skabe procesdata til læring og forskning.
  3. Der etableres en række forskningsprojekter, der sigter mod at generere viden, som kan belyse spørgsmålene under 1)
  4. Publisering af resultater foretages løbende med henblik på videreudvikling af innovative uddannelsesforløb.
    Idet initiativet indbefatter mange forskelligartede aktørers deltagelse og at netværket placeres i et ligeværdigt samarbejde mellem forskellige organisatoriske og økonomiske kontekster vil det være hensigtsmæssigt med en offentlig initieret indsats.

Danske forudsætninger

Man kan inddrage danske erfaringer med nationale og tværgående satsninger, som samtidigt sigter mod iværksættelse af nytiltag og udvikling af viden (f.eks. KRAM-aktiviteter inden for sundhedsområdet).

Ligeledes er der samarbejdstraditioner i forsknings- og uddannelseskredse på tværs af institutionelle skel. Det nye i det ovenfor beskrevne initiativ er, at det interdisciplinære og tværkontekstuelle samarbejde, der sigtes mod, af hensyn til både deltagerengagement og kvalitet i innovations- og vidensudviklingsprocessen skal foregå ”i øjenhøjde”.

Et ligeværdigt samarbejde er nødvendigt for at alle erfarings- og vidensressourcer kommer til deres ret i processen mod at skabe vidensemergens i ”mellemrummene” mellem vidensområder, der traditionelt relateres til hinanden.
Det kan være en styrke, at de uddannelses- og forskningsinstitutioner, der intentionelt skal inddrages i de tværfaglige og brobyggende partnerskaber, hører under det samme ministerium.

Effekter og potentialer: Uddannelsespraksisrelateret merviden, flere innovatører blandt ansatte inden for velfærdspraksisområder, innovation i offentlige og private virksomheder mm. Den emergerende viden kan anvendes til udvikling af innovative læringsdesigns og kontekster, som kan distribueres/sælges nationalt og internationalt.