Gå til indhold

Den digitaliserede gris

Den danske svineproduktion står overfor strukturelle udfordringer da produktionen af slagtesvin vil blive yderligere domineret af meget store enheder på flere tusind søer og slagtesvin. Dette stiller særlige krav til primærproducentens management og nye redskaber til processtyring.

Indsendt af

Danmarks Tekniske Universitet

Resumé

Den danske svineproduktion står overfor strukturelle udfordringer da produktionen af slagtesvin vil blive yderligere domineret af meget store enheder på flere tusind søer og slagtesvin. Dette stiller særlige krav til primærproducentens management af bedriften. Desuden vil større besætninger have behov for helt andre og nye redskaber til processtyring, der giver mulighed for at intervenere på et kvalificeret grundlag og på et meget tidligere tidspunkt end det er tilfældet i dag. Producenten skal derfor have adgang til et samlet overblik over forskellige eksisterende informationer omkring sygdom, medicinforbrug, dødelighed, sygdomsdiagnostik, foderforbrug, vandforbrug, tilvækst, luftkvalitet, energiforbrug, slagtekvalitet mm. Samtidig skal landmanden være i stand til at kunne analysere og handle hensigtsmæssig på baggrund af alle disse informationer. Initiativet kan højne produktionen og give bedre konkurrenceevne i svineproduktionsbranchen.

Udfordring og muligheder

Fremtidens produktion af svinekød i Danmark vil foregå i få store besætningsenheder med mange dyr. Udfordringen vil være at have overblik over alle dyrene og de øgede krav til primærproducenten som samfundet stiller. Med udgangspunkt i nye teknologier og software vil producenten have adgang til en løbende strøm af informationer om sygdom og dødelighed, foder- og vandforbrug, luftkvalitet, energiforbrug mm. Mulighederne er at være i stand til at analysere alle disse informationerne og handle hensigtsmæssigt på baggrund af dem. Med disse redskaber i hånde vil produktionen blive mere konkurrencedygtig, ressourcerne kan udnyttes bedre og færre dyr vil dø i produktionsperioden. Dermed øges food-security (højere produktivitet) og food-safety (højere fødevaresikkerhed) optimeres som konsekvens af en højere food-security.

Målsætning

Konsortiets formål er at udvikle et digitaliseret beslutningsværktøj baseret på realtime analyse af produktionsdata, der sikrer landmanden en optimal kontrol med den bedste udnyttelse af bedriftens resurser.

For eksempel vil projektet udvikle en mobil applikation som kan give landmanden et totalt overblik over helbredsmæssig og produktionsmæssig status på ethvert givent tidspunkt og hermed giver det landmanden muligheden for at tage realistiske beslutninger om produktionen. i.e. er der sygdom på vej i besætningen? Skal dyrene i karantæne eller behandles? Er tilvæksten for lav? Er temperaturen i stalden for høj?

Innovationsbehov

Projektet er organiseret i seks arbejdspakker. Tre arbejdspakker vil henholdsvis frembringe data om sygdomsstatus, management samt udvikling af teknologi(er) til opsamling af datastrømme. Denne viden kanaliseres ind i en fjerde arbejdspakke, hvor selve udviklingen af det digitale beslutningsværkstøj foretages. Projektets femte og sjette arbejdspakker indeholder afprøvninger af beslutningsværktøjet på udvalgte svinebedrifter samt endelig kommercialisering og implementering.

Innovationsbehovet ligger i udvikling af robuste biosensorer der kan injiceres i alle dyrene i en besætning samt koble de opsamlede fysiologiske dyredata med data om foderforbrug, vandforbrug, temperatur, tilvækst, dødelighed, slagterifund mm.

I dag findes der ikke et software som kan håndtere alle disse informationer, men en række delprogrammer skal bygges sammen og være i stand til at give en analyse via f.eks. en app.

Den danske medicobranche er blandt verdens stærkeste. Et samarbejde med denne branche vil føre til nye innovative tiltag ud fra f.eks. telemedicinen og udvikling af denne til hverdagen i en svineproduktion.

De danske forudsætninger

Danmark er globalt førende indenfor moderne svineproduktion og har dermed en række stærke forudsætninger for at realisere visionen med afsæt i styrkepositioner inden for jord-til-bord tankegangen, sundhedsrådgivning på besætningsniveau, diagnostik og kildesporing  samt tradition for offentlig-privat samarbejde i svineproduktionen. Samtidigt er Danmark allerede nu blandt de lande i verden, der har mest erfaring med at bruge telemedicin som kan anvendes indenfor svineproduktionen, hvilket udgør et godt afsæt for en yderligere indsats og yderligere specialisering på området.

Partnere: Ku Sund, Aalborg Universitet, DHI, AgroTech, Videncenter for Svineproduktion, DPL Invest, Civagård A/S og Kallestrupgård, Danish Agro a.m.b.a., Vilofarm A/S, Skov A/S, Tican Fresh Meat A/S, Gråkjær Staldbyg A/S, Svinerådgivning Vest og CXT.

Effekter og potentialer

Projektet samler væsentlige aktører fra branchen, der bidrager med viden omkring sygdom, management og beslutningsværktøjer. Beslutningsværktøjet vil højne produktionen og være til gavn for hele branchen omfattende producenter, slagteri, foder- og udstyrsleverandører, rådgivere, dyrlæger og myndigheder. Effekten er en bæredygtig svineproduktion med højere produktivitet og fødevaresikkerhed. Endvidere vil projektet resultere i en mere ensartet kvalitet. Samtidig vil produktionen blive mere håndterbar for den enkelte landmand og være mere bæredygtig i kraft af bedre produktionsvilkår i både det in- og eksterne miljø. Arbejdet i konsortiet har samfundsmæssig betydning i kraft af større indtjening, stor eksportværdi og flere arbejdspladser. Endelig vil projektet gennem fokus på fødevaresikkerhed højne produktionen direkte og indirekte og give bedre konkurrenceevne.

Ud over at være et projekt i sig selv, vil det også kunne indgå i månegrisprojektet. Endelig vil modellen og metoden kunne overføres til andre husdyrarter herunder fjerkræ, kvæg og ikke mindst akvakultur.