Spørgsmål og svar om brugen af EU’s anerkendelsesdirektiv

Indhold:

1. Har en tredjelandsstatsborger med kvalifikationer fra et EU/EØS-land eller Schweiz ret til anerkendelse efter direktivet?

2. Har en EU/EØS- eller schweizisk statsborger med uddannelsesbevis fra et tredjeland ret til anerkendelse efter direktivet?

3. Skal der altid udpeges en kompetent myndighed for et lovreguleret erhverv?

4. Hvad hvis funktionen som kompetente myndighed uddelegeres til en sammenslutning eller en faglig organisation?

5. Hvilke dokumentationskrav og andre formelle krav kan den kompetente myndighed stille?

6. Hvordan kan ansøgeren klage?

7. Hvad er udligningsforanstaltninger, og hvordan anvendes de?

8. Hvornår kan man undlade at tilbyde begge udligningsforanstaltninger?

9. Kan en egnethedsprøve være en praktisk prøve?

10. Kan man foretage en forudgående kontrol af midlertidige og lejlighedsvise tjenesteyderes kvalifikationer?

11. Hvilket uddannelsesniveau er relevant?

12. Kan man kræve en sprogprøve eller lignende?

13. Kan der opkræves et gebyr?

14. Hvor kan ændringer af direktivet findes?

15. Hvornår skal man notificere retsforskrifter i tilknytning til direktivet hos Europa-Kommissionen?

16. Hvad hvis direktivregler ikke er gennemført eller anvendes forkert?

17. Hvor kan jeg finde den relevante EU-retspraksis?

---

1) Har en tredjelandsstatsborger med kvalifikationer fra et EU/EØS-land eller Schweiz ret til anerkendelse efter direktiv 2005/36/EF?

Den kompetente myndighed her i landet er ikke forpligtet til at behandle ansøgningen om autorisation fra en tredjelandsstatsborger efter reglerne i direktiv 2005/36/EF. Det skyldes Danmarks traktatforbehold for samarbejde på udlændingeområdet. Tredjelandsborgere, der har opnået ophold her i landet på baggrund af det såkaldte opholdsdirektiv 2004/38/EF, kan udnytte de rettigheder og garantier, som anerkendelsesdirektivet giver, hvis de opfylder de specifikke krav i anerkendelsesdirektivet. Reglerne, som gennemfører opholdsdirektivet i Danmark, findes her: 

• EU-opholdsbekendtgørelsen

2) Har en EU/EØS- eller schweizisk statsborger med uddannelsesbevis fra et land uden for EU/EØS/Schweiz ret til anerkendelse efter direktiv 2005/36/EF?

Det kan være tilfældet, hvis borgeren har fået anerkendt uddannelsesbeviset i en medlemsstat og har udøvet erhvervet dér: En statsborger i EU/EØS eller Schweiz, der har opnået et uddannelsesbevis i et tredjeland, skal have sine kvalifikationer anerkendt i overensstemmelse med direktiv 2005/36/EF, hvis betingelserne i direktivets artikel 3.3 er opfyldt. Indehaveren af beviset skal således bevise, at han/hun har fået anerkendt sit uddannelsesbevis i en anden medlemsstat og har udøvet det pågældende erhverv i den medlemsstat i mindst 3 år. Den nævnte erhvervserfaring skal være attesteret af den pågældende medlemsstat.

3) Skal der altid udpeges en kompetent myndighed for et lovreguleret erhverv? (artikel 56.3)

For at gennemføre artikel 56.3 i direktiv 2005/36/EF korrekt skal der i lovgivningen udpeges en kompetent myndighed, der er bemyndiget til at udstede og modtage uddannelsesbeviser og andre dokumenter eller oplysninger, og som er bemyndiget til at træffe afgørelser om adgang til udøvelse af erhvervet på det område, der er omfattet af den relevante lov og bekendtgørelse.

Oplysningen herom skal straks meddeles Europa-Kommissionen og øvrige medlemsstater via National Gennemførelsesbeføjelse (EU’s notifikationsdatabase). Underretningen om notifikationen (kopi af kvittering for notifikationen) sendes til den danske koordinerende myndighed (Uddannelses- og Forskningsstyrelsen). Se venligst side 102 i Kommissionens gennemførelsesvejledning, som alle kompetente myndigheder har modtaget:

"The obligation to designate the competent authorities, which exists in the law as it stands, also applies to those authorities responsible for issuing the relevant documents. General system and sectoral: the extension of this obligation to designate to include the authorities responsible for issuing the documents is new and must be implemented. Recognition of professional experience: the law as it stands is maintained."

Det skal således eksplicit fremgå af lovgivningen for erhvervet, hvilken myndighed der skal varetage den kompetente myndigheds funktion i forhold til erhvervsmæssig anerkendelse. Hvis en sådan bestemmelse findes i den gældende lov, skal der i de relevante bestemmelser i den tilhørende bekendtgørelse henvises hertil.

4) Hvad hvis funktionen som kompetente myndighed uddelegeres til en sammenslutning eller en faglig organisation? (Artikel 3.2)

Ønsker en kompetent myndighed at uddelegere dele af den kompetente myndigheds funktion, eller ønsker den at udpege en sammenslutning eller en organisation til at varetage den kompetente myndigheds opgaver (træffe afgørelser om adgang til at udøve et erhverv), skal denne sammenslutning eller organisation opfylde de formelle krav, som er fastsat i direktivets artikel 3.2.

Artikel 3.2 i direktiv 2005/36/EF:

"Et erhverv udøvet af medlemmerne af en sammenslutning eller organisation, der er anført i bilag I, sidestilles med et lovreguleret erhverv.

De sammenslutninger eller organisationer, der er nævnt i første afsnit, har især til formål at fremme og opretholde et højt niveau inden for den pågældende erhvervsgren. De har med henblik på virkeliggørelsen af denne målsætning modtaget en anerkendelse i en særlig form fra en medlemsstat, ligesom de udsteder et uddannelsesbevis til deres medlemmer, sikrer, at de overholder de faglige regler, som sammenslutningen eller organisationen har fastsat, og giver dem ret til at anvende en titel eller en forkortelse eller at opnå en stilling svarende til dette uddannelsesbevis.

Når en medlemsstat anerkender en sammenslutning eller en organisation som omhandlet i første afsnit, underretter den Kommissionen, der offentliggør en meddelelse herom i Den Europæiske Unions Tidende."

Afgørelser om adgang til udøvelse af et erhverv, som er udstedt af en sammenslutning eller en organisation, som ikke opfylder kraverne i direktivets artikel 3.2, er uden retsvirkning i direktivets forstand.

En organisation eller en sammenslutning, der varetager en kompetent myndigheds rolle, er underlagt alle regler i direktivet, som berører en kompetent myndighed, bl.a. art. 3.1,d, art. 5, art. 7 (hvis gennemført), art. 8, art. 11, art. 13, art. 14, især art. 14.2 første afsnit, art. 50, art. 51, art. 52, art. 56.1, 56.2 og 56.3 samt art. 60.

5) Hvilke dokumentationskrav og andre formelle krav kan den kompetente myndighed stille til en ansøger? (artikel 50)

Den kompetente myndighed har ret til at kræve, at den, der ansøger om anerkendelse af udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer, forelægger de dokumenter og certifikater, der er oplistet i direktivets bilag VII. Det følger af direktivets artikel 50.

De afgivne oplysninger skal behandles fortroligt. Det er i strid med direktivet at kræve andre dokumenter end dem, der er oplistet i bilag VII til direktivet.

Den kompetente myndighed kan ikke kræve, at ansøgeren, med henblik på erhvervsmæssig anerkendelse, udarbejder et selvstændigt projekt, som kun tjener det formål.

Den kompetente myndighed har pligt til at foretage en vurdering af ansøgerens udenlandske (altså medbragte) kvalifikationer fra den medlemsstat, hvor pågældende er fuld kvalificeret til at udøve det samme erhverv. Der må ikke anvendes nogen form for udligningsforanstaltninger, før den kompetente myndighed har foretaget en vurdering af de samlede erhvervsmæssige kvalifikationer og har påpeget de eventuelle væsentlige forskelle mellem de medbragte kvalifikationer og danske lovkrav til udøvelse af det samme erhverv. Det er kun "de væsentlige forskelle", der kan være genstand for et krav om udligningsforanstaltninger, jf. direktivets artikel 14.2, første afsnit.

6) Hvordan kan ansøgeren klage?

Hvis ansøgeren mener, at den kompetente myndighed ikke behandler ansøgningen korrekt efter EU-reglerne, kan han/hun bede SOLVIT-centret om hjælp til at løse problemet. Her i landet kan ansøgeren henvende sig til det danske SOLVIT-center:

• Solvit

Ansøgeren har ret til at klage over den kompetente myndigheds praksis og/eller afgørelse i overensstemmelse med de gældende danske klageregler. Ansøgeren kan, når betingelserne herfor er opfyldt, rejse en retssag ved en dansk domstol og kan i sidste ende rejse en sag ved Europa-Domstolen.

7) Hvad er udligningsforanstaltninger, og hvordan anvendes de? (artikel 14.2, første afsnit)

Konstaterer den kompetente myndighed under behandling af en autorisationsansøgning, at der er nogle væsentlige forskelle mellem ansøgerens medbragte erhvervsmæssige kvalifikationer og de lovkrav, der i Danmark stilles for adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv, skal myndigheden give ansøgeren ret til at vælge mellem prøvetid og egnethedsprøve. Det står ansøgeren frit at vælge mellem de to udligningsforanstaltninger.

Det er i strid med direktivet at kræve, at en ansøger skal erklære sig villig til at underkaste sig en bestemt udligningsforanstaltning, medmindre betingelserne for at fravige denne regel er opfyldt (se spørgsmål 8 nedenfor).

8) Hvornår kan man undlade at tilbyde begge udligningsforanstaltninger? (artikel 14.2, andet afsnit)

Det kræver en dispensation fra Europa-Kommissionen: Når en medlemsstat finder, at det er nødvendigt at fravige reglen om ansøgerens ret til frit at vælge mellem egnethedsprøve og prøvetid, skal medlemsstaten underrette Europa-Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom, og anmode Europa-Kommissionen om dispensation for anvendelse af artikel 14.2, første afsnit. Dispensationsanmodningen behandles efter reglerne i direktivets artikel 14.2, andet og tredje afsnit.

9) Kan en egnethedsprøve (jf. artikel 14 i direktiv 2005/36/EF) være en praktisk prøve?

Hvis uddannelsen i Danmark består af en teoretisk og en praktisk del, og ansøgerens medbragte uddannelse er en teoretisk uddannelse, kan den manglende praktiske uddannelse evt. betegnes som et manglende "fag". I givet fald vil det være muligt at kræve, at det fag bliver genstand for en egnethedsprøve. Den eventuelle egnethedsprøve eller dele af prøven vil således kunne aflægges som en praktisk prøve.

Inden en sådan prøve fastsættes, skal den kompetente myndighed undersøge og fastslå, hvorvidt indholdet af ansøgerens relevante erhvervserfaring eller andre faglige kvalifikationer er dækkende erstatning for den manglende "praktiske eller kliniske uddannelse". Enhver anden tvivl skal komme ansøgeren til gode.

I forbindelse med fastsættelsen af den eventuelle praktiske egnethedsprøve skal den kompetente myndighed også være særlig opmærksom på varigheden og indholdet af en sådan prøve, da en egnethedsprøve ikke må forveksles med en anden udligningsforanstaltning: "prøvetid".

Ordningen vedrørende egnethedsprøven er defineret i artikel 3.1, litra h:

• "Egnethedsprøve" er en kontrol af ansøgerens faglige kundskaber.

• Formålet med kontrollen er at vurdere ansøgerens egnethed til at udøve et lovreguleret erhverv i værtslandet (f.eks. en svensk sosu-assistents egnethed til at arbejde i Danmark).

• Den kompetente myndighed er med henblik på denne kontrol forpligtet til at opstille en liste over de fag, der udgør de væsentlige forskelle mellem den uddannelse, der kræves her i landet, og ansøgerens medbragte uddannelse.

• Der skal være tale om fag, som ikke er omfattet af eksamensbeviset eller de uddannelsesbeviser, som ansøgeren fremlægger.

• Prøven skal vedrøre fag, som vælges blandt dem, der er opført på listen, og hvor kendskab til de fag er en væsentlig forudsætning for, at ansøgeren kan udøve det pågældende erhverv her i landet.

• Prøven kan også omfatte kendskabet til den faglige etik, der gælder for de pågældende former for virksomhed i værtslandet.

• Ved fastsættelsen af egnethedsprøven skal den kompetente myndighed tage højde for, at ansøgeren i en anden medlemsstat er kvalificeret fagmand.

10) Kan man foretage en forudgående kontrol af midlertidige og lejlighedsvise tjenesteyderes kvalifikationer? (fri udveksling af tjenesteydelser, artikel 7.4)

En forudgående kontrol af tjenesteyderens erhvervsmæssige kvalifikationer kan kun foretages, hvis erhvervet har konsekvenser for "den offentlige sundhed og sikkerhed" i Danmark. En kompetent myndighed må stille de krav, der er fastsat i artikel 7.4. under forudsætning af, at den kan argumentere for behovet og overholder ovennævnte princip om "offentlig sundhed og sikkerhed". Bestemmelsen herom skal derfor indskrives i dansk lovgivning. Det skal fremgå af bestemmelsen, hvilke konkrete forhold der taler for, at forudgående kontrol efter artikel 7.4 kan finde sted.

Begrebet "den offentlige sundhed og sikkerhed" stemmer fra Traktatens artikel 46 (tidl. art. 56 EF) og er forklaret i en række domme.

For så vidt angår "den offentlige sundhed og sikkerhed", skal der foreligge en virkelig og tilstrækkelig alvorlig trussel mod et grundlæggende samfundshensyn. Den frie udveksling af tjenesteydelser (grundlæggende ret jf. Traktatens art. 49-50) kan kun begrænses ved regler, der er begrundet i "det tvingende almene hensyn", og som gælder for alle personer og virksomheder i værtslandet, og kun hvis det tvingende almene hensyn ikke kan tilgodeses i kraft af de regler, tjenesteyderen er undergivet i etableringsmedlemsstaten. Kravene skal også være "objektivt nødvendige" for at sikre overholdelsen af de regler, som gælder for erhvervet, og for at beskytte modtageren af ydelsen. Kravene må ikke gå videre end nødvendigt for at nå de mål.

I Transposition guide vedrørende direktiv 2005/36/EF, som alle kompetente myndigheder har modtaget til brug for gennemførelse af direktivet, står der om artikel 7.4:

"General system: The rules on the prior checks of professional qualifications have been amended substantially from those set out in directives 89/48/EEC, 92/51/EEC and 1999/42/EC: Member States can carry out checks on qualifications, the scope of application of such checks is restricted to professions affecting health or safety, they must be effected within the limits of the principle of proportionality, the deadlines are substantially shorter, and the absence of a decision within the set deadlines is equivalent to authorisation to provide the service.

Member States wishing to implement these checks must transpose Article 7(4) in such a way that the affected professions can subsequently be identified (where necessary through secondary legislation). In particular the conditions for the checks of qualifications must be incorporated, and it must be verified whether such checks are justified and proportionate for the professions concerned.

In any event, the old system must be removed with regard to the provision of services."

Kommissionen har udarbejdet et fortolkningsdokument, Title II, som bl.a. tager højde for "den offentlige sundhed og sikkerhed". Dokumentet er tidligere blevet sendt til samtlige kompetente myndigheder, som har ansvar for de lovregulerede erhverv, der er underlagt reglerne i direktiv 2005/36/EF.

11) Hvilket uddannelsesniveau er relevant at tage i betragtning i forhold til behandling af autorisationsansøgninger? (artikel 11 og artikel 13.1, litra b)

Den kompetente myndighed skal i forbindelse med erhvervsmæssig anerkendelse efter den generelle ordning i direktiv 2005/36/EF rette sig efter de uddannelsesniveauer, som er oplistet i direktivets artikel 11.

Det følger af direktivets artikel 13.1, litra b), at erhvervsudøveren med sit uddannelsesbevis skal "attestere, at indehaveren er forberedt til at udøve det pågældende erhverv."

Værtslandets myndigheder kan ikke give afslag (afvise at udstede en autorisation eller afvise at træffe en afgørelse, hvor der stilles krav om udligningsforanstaltninger som omtalt i direktivets artikel 14.2) med henvisning til, at ansøgerens erhvervskvalifikationer ligger et niveau under værtslandets kvalifikationsniveau.

12) Kan man kræve en sprogprøve eller lignende som betingelse for erhvervsudøvelse og autorisation? (artikel 53)

Det følger af direktivets artikel 53, at værtslandet kan kræve, at de erhvervsudøvere, hvis kvalifikationer anerkendes, skal være i besiddelse af de for arbejdet nødvendige sprogkundskaber.

Sprogtest og/eller sprogprøve kan kun anvendes, når det er yderst nødvendigt. Bestemmelsen indebærer ikke, at kompetente myndigheder som hovedregel kan kræve, at ansøgeren aflægger en prøve.

I stedet kan værtslandet i national lovgivning indsætte en bestemmelse om, at alle personer, der udøver et erhverv, skal være i besiddelse af sprogkundskaber, der er nødvendige for at kunne udøve erhvervet.

Undtaget herfra er visse erhvervsområder, som har konsekvenser for patientsikkerhed.

Man kan indføre kontrol i forbindelse med andre erhverv i tilfælde, hvor der hersker alvorlig og konkret tvivl om tilstrækkeligheden af erhvervsudøverens sprogkundskaber, som er relevante for

de bestemte erhvervsmæssige aktiviteter.

Sprogkontrollen skal stå i rimeligt forhold til den virksomhed, der udøves.