Som led i Vækstplan DK er der afsat 1 mia. kr. frem mod 2020 til mere og bedre voksen- og efteruddannelse for ufaglærte og faglærte (VEU-puljen). Indsatsen understøtter en ambitiøs videreudvikling af danskernes kompetencer, hvor flere ufaglærte kvalificerer sig til faglært niveau, og flere faglærte videreuddanner sig.
Som en del af VEU-puljen er der frem mod 2020 afsat 357 mio. kr. til at styrke videregående voksen- og efteruddannelse for faglærte. Fokus er særligt på VEU-aktivitet rettet mod det tekniske og produktionsrettede område og tilgrænsende områder, idet regeringen med vækstpakken har et særligt fokus på at styrke og bevare Danmark som produktionsland.
Der skal i perioden 2015-2017 gennemføres en informationskampagne med fokus på at udbrede kendskabet til muligheder for og gevinster ved efter- og videreuddannelser for faglærte på videregående niveau inden for det tekniske og produktionsrettede område.
En del af kampagneindsatsen skal være en national informationskampagne. Udformning, tilrettelæggelse og eksekvering af denne nationale informationskampagne er blevet sendt i udbud.
Du kan læse mere om udbuddet her:
Spørgsmål til udbuddet
Læs spørgsmål og svar stillet i forbindelse med udbuddet om ”National informationskampagne – videregående efteruddannelse for faglærte inden for det tekniske og produktionsrettede område” nedenfor.
Spørgsmål:Skal der også leveres en kreativ eksekvering af opgaven udover egentlig udrulning af kampagnen, herunder mediekøb mm.?
Svar:Der er i forbindelse med den udbudte opgave allerede lavet en foranalyse, der fastlægger målgrupper, kanaler, sprogbrug mm., og der er udviklet en designguide, som fastlægger den visuelle ramme, inden for hvilken opgaven skal løses. Så der skal kun udvikles supplerende kreative løsninger – inden for disse rammer – hvis det findes relevant.
Spørgsmål:Er det angivne kampagnebudget på 995.000 kr. inklusiv annonceindrykninger eller ligger mediekøb i et særskilt budget?
Svar:Kampagnebudgettet er inklusiv annonceindrykninger, og der er således ikke afsat yderligere midler til mediekøb.