Konference om udlandsophold for undervisere og medarbejdere
Erhvervsskolen EUC Syd styrker undervisningen af skolens elever og den internationale dimension i institutionen ved, at skolens lærere selv tager i virksomhedspraktik i Europa. På den måde får de kendskab til nyeste praksis og de virksomheder, som eleverne færdes i under og efter uddannelsen.
Skolen er et eksempel på, hvordan en strategisk tilgang til det europæiske uddannelsessamarbejde kan løfte kvaliteten af uddannelse og læring. Netop det er omdrejningspunktet på konferencen ’Uddannelse med internationalt perspektiv - udlandsophold for undervisere og medarbejdere’, som Styrelsen for Videregående Uddannelser inviterer alle interesserede til at deltage i den 10. november 2016.
Uddannelses- og forskningsminister åbner konferencen
Arrangementet holdes i DGI-Byen i København og åbnes af uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs. Det favner alle uddannelsessektorer samt ungdomsområdet og henvender sig til rektorer, skole- og uddannelsesledere, koordinatorer af internationalt samarbejde og andre med indflydelse på og interesse for uddannelser og læring.
Programmet byder blandt andet på en paneldebat, hvor en række repræsentanter for uddannelsessektoren vil debattere, hvordan institutionerne kommer i gang med det europæiske uddannelsesarbejde, hvorfor undervisere og medarbejder skal tage på udlandsophold, og hvilken effekt det har på de studerende og læringsmiljøet.
Institutioner deler erfaringer
Ansvarlig for internationalisering på Den Danske Scenekunstskole Amanda M. Lützhøft vil på konferencen fortælle om skolens succes med at invitere udenlandske gæstelærere til at undervise på skolen. Det har styrket det internationale miljø, og de studerende har fået nye kontakter, som de også kan bruge senere i arbejdslivet.
Skoleudvalgsformand i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd og international koordinator Vibeke Vedsted Andersen vil fortælle om kommunens indsats for at internationalisere kommunens skoler, der udover elev- og lærerudveksling nu også tæller udlandsophold for kommunens skoleledere.
Leder af Ungdomsskolen Kolding Carsten Adamsen vil give et indblik i, hvordan europæisk samarbejde styrker arbejdet med de unge og opkvalificerer ungdomsskolens medarbejdere.