Electronic Platform for Adult Learning in Europe er en online platform, som samler hele den europæiske voksenuddannelsessektor – fra det uformelle over det ikke-formelle til det formelle. Platformen giver muligheder for videndeling, for at publicere egne artikler og for at hente inspiration og nyeste viden fra hele Europa.
Det er gratis at benytte EPALE, og platformen er åben for alle voksenlæringsprofessionelle og for forskere, journalister og politikere med interesse for sektoren.
Bliv ambassadør for EPALE
Som et led i arbejdet med at udbrede kendskabet til EPALE søger Uddannelses- og Forskningsstyrelsen fagfolk til at indgå i et netværk af ambassadører for platformen. Det kan være undervisere, frivillige, forskere, uddannelsesansvarlige eller andre, der beskæftiger sig med læring rettet mod voksne.
Som ambassadør skal du hjælpe med at informere om EPALE og samtidig være med til at tiltrække nye brugere. Du vil modtage informations- og promoveringsmateriale, som kan deles ud på eksempelvis arrangementer og møder.
Du skal skrive mindst fire artikler årligt til platformen samt deltage i to møder årligt i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, hvor nye tiltag, opgaver og feedback vil være på dagsordenen.
Arbejdet er lønnet op til 15.000 kroner årligt.
Vi søger ambassadører, som har erfaring fra voksenuddannelsessektoren i Danmark og meget gerne også internationalt. Vi søger at sammensætte et ambassadørkorps, som repræsenterer sektoren bredt.
Forhåndskendskab til EPALE er ikke en forudsætning.
Vi ansætter i alt fire ambassadører i 2021.
Sådan gør du
Send en ansøgning, hvor du beskriver din erfaring med sektoren, og hvilken del af sektoren, du primært har beskæftiget dig med, til voksen@ufm.dk. Ansøgningen skal være os i hænde senest 28. februar 2021.
Der vil ikke være ansættelsessamtaler, men et ansættelsesudvalg vil gennemgå de indkomne ansøgninger og kontakte de kandidater, som bliver tilbudt stillingen som ambassadør.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Emil Thirup-Sorknæs på 7231 8318 eller ets@ufm.dk.