At udtale og stave bynavnet Aalborg kan være svært for en græsk-, spansk- eller fransksproget embedsmand i EU-Kommissionen i Bruxelles. Ikke desto mindre sker det tit, for Aalborg Kommune har opnået, hvad de færreste kommuner lykkes med: nemlig at blive en europæisk storspiller, målt på deltagelse i EU-projekter og europæiske samarbejder.
Aalborg Kommune indgår konstant i en lang stribe samarbejder med uddannelsesinstitutioner, virksomheder og myndigheder i andre europæiske lande, hvoraf en del modtager tilskud fra EU. Alligevel hviler kommunen på ingen måde på laurbærrene: Ambitionen er at deltage i endnu flere EU-projekter fremover, fortæller Stig B. Norsk, som er strategisk seniorkonsulent i Aalborg Kommune.
”Kommunen skal orientere sig endnu mere i retning af projekter, som understøttes af EU. Vi vil deltage i endnu flere faglige samarbejder og netværk med andre EU-lande. Det er et centralt indsatsområde i kommunens internationale strategi”, fortæller Stig B. Norsk.
Oprustning i Bruxelles
’Strategi for Aalborg Kommunes internationale samarbejde’ udpeger EU som det ene af fire indsatsområder i byrådsperioden 2014-2017, og kommunalbestyrelsen har sammen med samtlige nordjyske kommuner og region Nordjylland sat handling bag ordene ved at bevilge midler til en markant opnormering af Norddanmarks EU-kontor i Bruxelles. I 1992 etablerede Aalborg som en af de første danske kommuner eget lobbykontor i EU’s ”hovedstad”. Kontoret drives i dag af de nordjyske kommuner, Region Nordjylland og Aalborg Universitet med det formål at tiltrække EU-finansiering til projekter i Nordjylland. Kontoret er netop besluttet udvidet fra 14 til knap 20 medarbejdere.
”Der er slet ingen tvivl om, at tilstedeværelse i Bruxelles har skaffet flere EU-midler til projekter inden for en lang række sektorer i Aalborg Kommune og i Nordjylland. Det er vigtigt at være på forkant og handle hurtigt, når EU-programmer og nye samarbejdsprojekter er i støbeskeen, og vi skal have en endnu mere koordineret indsats for at kunne udarbejde effektive ansøgninger til EU's programmer. At opruste kontoret i Bruxelles er besluttet strategisk på allerhøjeste sted af den politiske top ud fra en lang erfaring for, at der er store fordele ved at indgå i EU-programmer”, siger Stig B. Norsk.
”At være med i EU-programmer gør det muligt at igangsætte langt større initiativer med en langt større økonomi. Samtidig brander vi Aalborg og Nordjylland, så det bliver lettere at tiltrække udenlandske studerende, virksomheder og turister", fortæller Stig B. Norsk.
Aalborg Kommune alene har gennem årene søgt og fået tilskud til mange forskellige typer af projekter, på skoleområdet blandt andet flere projekter med tilskud fra Erasmus+ og Nordplus, og skoleforvaltningen har i lighed med flere andre forvaltninger særlige fundraisere, der hjælper kommunens institutioner med at søge tilskud til internationale aktiviteter.
Flere internationale studerende
Aalborg Kommune er medlem af netværket EUniverCities for større europæiske byer og stærke tekniske universiteter og af EuroCities, som er en politisk platform for store europæiske byer, hvor Aalborg Kommune deltager sammen med Aalborg Universitet med det mål at gøre Aalborg til en endnu mere attraktiv studieby, erhvervsby og kulturby. Aalborg Kommune lægger i den nye internationale strategi op til at intensivere deltagelsen i EuroCities.
”Aalborg vil være en international uddannelsesby, og det er et vigtigt delmål med den store og nu intensiverede satsning på EU-projekter at få internationale studerende til at blive i Aalborg efter endte studier”, forklarer Stig B. Norsk. Derfor indvier kommunen til nytår en anden nyskabelse ’International House North Denmark’. Her vil en nyankommet udenlandsk studerende, forsker eller medarbejder kunne blive nordjyde på bare 45 minutter, fordi al myndighedsregistrering sker på stedet.
”Samtidig vil International House North Denmark arbejde målrettet på at få virksomhederne til at se potentialet i de mange internationale studerende, som læser i Aalborg og Nordjylland, og som gerne vil blive her, men som ofte rejser efter endt uddannelse, fordi de mangler netværk og job”, forklarer Stig B. Norsk.
Der er aktuelt 4000 internationale studerende på University College Nordjylland og Aalborg Universitet, og antallet stiger.
Få topledelsen med
Stig B. Norsk har været dybt involveret i det strategiske arbejde med internationalisering i Aalborg Kommune i mere end 15 år. At kommunen er nået så langt har været et sejt træk og havde været umuligt uden opbakning fra kommunalbestyrelsen, vurderer han.
”Politisk og ledelsesmæssig opbakning er alfa og omega. For det her kan ikke gøres med venstre hånd. Der skal frigøres ressourcer til indsatsen, og man skal være indstillet på, at det tager lang tid at opbygge kompetencer, og først derefter begynder der at komme et afkast”, siger Stig B. Norsk. Hans andet råd er at undlade at gå ind i EU-samarbejde for pengenes skyld:
”Det kan aldrig blive en god forretning. Højst et bidrag til noget, kommunen gerne vil gøre. Til gengæld har jeg været dybt overrasket over, hvor meget inspiration og ny viden, der altid er ved at indgå i et EU-samarbejde”.
Stig B. Norsks råd til kommuner, der gerne vil deltage i EU-samarbejder:
• Sørg for fuld opbakning fra kommunens øverste politiske ledelse.
• Afsæt ressourcer til at opbygge de nødvendige kompetencer.
• Vær tålmodig, det tager tid at bygge op.
• Gør det ikke kun for pengene.
• Vær proaktiv – så skal resultaterne nok komme.