Gå til indhold

På trods af corona: Camilla og mange andre tager i praktik i udlandet

Rejserestriktioner og nedlukninger har ikke stoppet elever i erhvervsuddannelserne fra at tage i praktik i udlandet. Det viser nye tal fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag.


Acceptér marketing cookies for at se denne video.

Tillad venligst alle cookies for at se denne video.


28-årige Camilla Martins var ikke i tvivl om, at hun ville i praktik i udlandet, da hun begyndte på sin uddannelse i 2020. Det kan lyde som en heldig undtagelse, at det lykkedes, men faktisk viser nye tal fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, at erhvervsuddannelseselever i 2020, på trods af pandemien, gennemførte hele 970 praktikophold i over 40 lande. Til sammenligning blev der i 2019, før alle lærte at sige corona, gennemført 1232 ophold.

Så ja, der er tale om et fald. Men ikke et drastisk fald og interessen for udlandspraktik blandt elever i erhvervsuddannelse er intakt:

”Jeg vidste, at jeg ville i praktik i udlandet,” fortæller Camilla Martins, der, inden hun startede på møbelsnedkeruddannelsen på NEXT i København i efteråret 2020, havde boet tre år i London og spillet musik.

”Det var svært at leve af, selvom jeg havde et job ved siden af i en isbod. Det er rigtig dyrt at bo i London, så jeg tænkte, det var på tide at tage hjem til Danmark og komme i gang med en uddannelse,” siger hun og fortsætter:

”Det skulle være noget kreativt, hvor jeg kunne arbejde med hænderne og gerne med træ. Jeg kunne godt tænke mig at være guitarbygger. Jeg startede på grundforløbet for at lære noget af håndværket, og nu bliver jeg i første omgang møbelsnedker. Det giver også nogle bredere muligheder.”

Camilla Martins, der kom ind på uddannelsen på en kvoteplads, måtte, som mange andre elever på møbelsnedkeruddannelsen, starte i skolepraktik, fordi det er svært at få praktikplads i Danmark. Men efter to måneder lykkedes det at finde ikke bare én, men to praktikpladser i Norge. Først var hun i Bergen hos Phillip von Hase i tre måneder, og herfra tog hun videre til virksomheden Ekte i Tromsø i Nordnorge. Ophold der blev etableret med tilskud fra den såkaldte PIU-ordning (Praktik I Udlandet).

Privatfoto Privatfoto

Færre oversøiske – flere europæiske destinationer

Tallene fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag afspejler også den historie, Camilla kan fortælle. Nemlig, at hun drømte om at komme i praktik i Canada, men opgav tanken, på grund af pandemien og svære indrejsebetingelser, og begyndte i stedet at kigge på mulighederne i Europa.

Tyskland og Storbritannien er i 2020 som tidligere år de hyppigst besøgte lande efterfulgt af de nordiske lande. Sammenlignet med tidligere år, er andelen af ophold uden for Europa imidlertid faldet, og det hænger utvivlsomt sammen med netop indrejserestriktioner i flere af de oversøiske lande, som traditionelt modtager flest elever, herunder USA, Canada, Australien og New Zealand.

Antal elevophold 2020

Kilde:AUB
Kilde:AUB

Flest elever i udlandspraktik inden for jordbrug, handel og kontor

Ligesom der er forskel på, hvor eleverne tager på udlandsophold, er der også betydelige forskelle mellem brugen af PIU-ordningen i forskellige uddannelser.

Ligesom tidligere år kommer eleverne især fra handels- og kontoruddannelserne og jordbrugsuddannelserne. Til sammen tegner disse uddannelser i 2020 sig for omkring 80% af alle PIU-ophold.

Der er inden for disse fagområder en lang tradition for, at eleverne tager afsted på længevarende ophold i udlandet. For handels- og kontoruddannelserne er det især Tyskland og Storbritannien, der trækker.

Fra 2021 (efter Brexit) forventes PIU-opholdene til Storbritannien imidlertid at falde dramatisk på grund af nye visumregler. Inden for jordbrug tager eleverne ofte til oversøiske lande på praktikophold, og her har de coronarelaterede nedlukninger spillet en stor rolle for faldet i udlandsophold fra 2019 til 2020.

Praktik i udlandet 2019 og 2020 fordelt på uddannelsesområder

Kilde:AUB
Kilde:AUB

Camilla fandt sin praktikplads på Instagram

Da Camilla Martins skulle søge praktik, åbnede hun Instagram.

”Jeg kiggede efter nogen, der lavede noget flot design, og så kontaktede jeg dem og fik tilbudt praktikplads begge steder og tog derop,” siger Camilla, der dog måtte starte sit ophold i Bergen med et par uger i en lejlighed i coronakarantæne, inden praktikken kunne begynde – men det tog hun gerne med.

”I Tromsø arbejder jeg nu på en lille virksomhed, der hedder EKTE med 10 ansatte, som laver specialdesignede møbler til private og erhvervskunder. Og der er god efterspørgsel efter firmaets møbler, så vi har også mulighed for at vælge de opgaver, der er mest spændende,” siger Camilla og fremhæver en flydende sauna, de har bygget til havnen i Tromsø.

Et godt arbejdsmiljø og en vinderfilm

I disse uger er Camilla efter et år i Norge tilbage i Danmark på skoleophold, men efter nytår 2021 går turen tilbage til Tromsø, hvor hun er faldet rigtig godt til og regner med at blive resten af sin læretid, der slutter i efteråret 2023. Det har hun fået tilbud om fra ejeren.

”Det er en rigtig god arbejdsplads, hvor arbejdsgiveren gør meget ud af, at man føler sig som en del af firmaet. Jeg er ansat som voksenlærling, og arbejdsgiveren går ind for, at vi skal være ligestillede."

Også fritiden i Tromsø sætter hun stor pris på:

”Jeg har lejet underetagen i et hus hos en norsk familie og spiser tit sammen med dem og tager med på ture i weekenden. Naturen er bare fantastisk deroppe med bjerge og hav, midnatssol om sommeren og nordlys om vinteren,” fortæller Camilla, der helt sikkert vil anbefale et praktikophold i udlandet.

Camilla indsendte til årets PIU-konkurrence en film om sit første år i Norge. For det bidrag vandt hun for nylig førstepræmien for bedste film, æren og 7.000 kroner. Konkurrencen udskrives hvert forår af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Fakta om PIU

PIU står for Praktik I Udlandet. Ordningen giver danske elever på de grundlæggende erhvervsuddannelser, landbrugsuddannelser og social- og sundhedsuddannelser tilskud til praktikophold i udlandet.

PIU-ordningen er finansieret af AUB (Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag). Tilskuddet hjælper (helt eller delvist) med at dække elevens udgifter i forbindelse med opholdet.

Hvis eleven har en dansk praktikplads udbetales tilskuddet fra AUB til den danske arbejdsgiver. Hvis eleven modsat ikke har en dansk praktikplads udbetales tilskuddet fra AUB til eleven selv.

Tallene fra PIU-ophold i 2021 ligger først klar i efteråret 2022.