Gå til indhold

Flere frihedsgrader til universiteterne

04. september 2008
Danske universiteter kan nu se frem til flere frihedsgrader og færre regler. Det gælder bl.a. på løn- og personaleområdet, hvor bestyrelserne får et stærkt redskab til at tiltrække og fastholde forskertalenter fra ind- og udland.

Danske universiteter kan nu se frem til flere frihedsgrader og færre regler. Det gælder bl.a. på løn- og personaleområdet, hvor bestyrelserne får et stærkt redskab til at tiltrække og fastholde forskertalenter fra ind- og udland.

De større frihedsgrader er resultatet af en arbejdsgruppe for regelforenkling på universitetsområdet, som videnskabsminister Helge Sander nedsatte sidste år.

– En af idéerne med universitetsloven er at skabe mere rum for ledelse. Derfor er det helt naturligt, at vi styrker bestyrelsernes ansvar i takt med, at grundlaget er blevet etableret. Med de nye frihedsgrader kommer vi et skridt videre, men det er en vedvarende proces, der ikke slutter i dag, siger Helge Sander.

Allerede i forbindelse med universitetsloven fra 2003 blev der opstillet en række ønsker til større frihedsgrader. De blev alle imødekommet på nær et enkelt ønske, som dog er efterkommet i mellemtiden: Højere beløbsgrænser for hvornår byggeprojekter på universiteterne skal forelægges for Folketingets Finansudvalg.

I arbejdsgruppen for regelforenkling blev der sidste år fremsat 10 nye ønsker til større frihedsgrader. Blandt ønskerne udestår to forhold: Dels anvendelsen af årsregnskabsloven i forbindelse med regnskabsaflæggelse på universiteterne, som er den eneste anbefaling, det ikke har været muligt at imødekomme. Dels et forhold omkring universiteternes egenkapital, som nu vurderes videre, bl.a. i forbindelse med en analyse af offentlige selvejende institutioner.

Blandt universiteternes nye frihedsgrader hæfter videnskabsminister Helge Sander sig især ved personaleområdet:

– Den aktuelle debat om "hjerneflugt" understreger, at vi både vil have de unge forskere ud i verden for at dygtiggøre sig – men vi vil selvfølgelig også helst have dem hjem igen. Med de nye frihedsgrader får universiteterne nogle stærke redskaber til at hente dygtige forskere i udlandet, siger Helge Sander.

Konkret undtages professorer i lønramme 37 fra den såkaldte stillingskontrol og cheflønpulje. Derved skal universiteterne ikke længere indhente tilladelser til at ansætte flere professorer eller ændre på lønnen. Ligeledes undtages de administrative lederstillinger i samme lønramme og derover fra stillingskontrollen.



Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes via kommunikationschef Niels Hovmand på telefon: 3392 9737 eller mobil: 4082 8958.

Handlinger tilknyttet webside