Gå til indhold

Elektronik med indbygget sladrehank

Udviklingen, hvor elektroniske komponenter bliver stadig mindre, har skabt nye udfordringer i forhold til korrosion. Innovationskonsortium har hittet på smart løsning.

En gel, der skifter farve ved tegn på korrosion i elektronik, er et nyt våben i kampen mod korrosionsskader, der ellers kan være ekstremt svære at opdage, fordi komponenterne i dag er bittesmå.

Gelen, der vil blive markedsført under navnet ”Residues Rat” – eller på dansk forurenings-sladrehanken – er udviklet i innovationskonsortiet CELCORR, hvor en række danske virksomheder og forskningsinstitutioner arbejdet har arbejdet sammen om problemstillingen.

Produktet ”Residues Rat” – på dansk forurenings-sladrehanken – er en gel, som sprayes på elektronikkomponenter. Produktet skifter farve til rød, hvis der på komponentens overflade findes flus-rester, som er en kendt, aggressiv årsag til korrosion.
Produktet ”Residues Rat” – på dansk forurenings-sladrehanken – er en gel, som sprayes på elektronikkomponenter. Produktet skifter farve til rød, hvis der på komponentens overflade findes flus-rester, som er en kendt, aggressiv årsag til korrosion.

Produktet afslører såkaldte flus-rester, som er blevet til overs efter produktionen af komponenten. Flus-rester er kendt som aggressive. De kan overraskende hurtigt skabe kortslutningsfejl. Den nye sladrehank er patenteret og vil formentlig blive kommercielt tilgængeligt i løbet af 2012 gennem en spin-off virksomhed fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Ansvarlighed betaler sig

Baggrunden for innovationskonsortiet er, at udviklingen mod stadig mindre komponenter skaber nye udfordringer med hensyn til korrosion. Blot en enkelt dråbe vand eller et par støvkorn kan forårsage en skade. Og netop fordi tingene er så små, er det ofte umuligt at se, hvor problemet ligger, med mindre man råder over særdeles avanceret udstyr.

”Det er bestemt ikke sådan, at dansk industri har særligt store problemer med korrosion i elektronik. Alligevel er der en god forståelse for, at det gælder om at være på forkant. Som virksomhed har det stor værdi at være kendt som ansvarlig og forebygge, at der kan opstå problemer,” siger Rajan Ambat, der er lektor på DTU Mekanik og koordinator for CELCORR.

Samarbejdet føres videre

Konsortiets fireårige periode er udløbet, men tilfredsheden med samarbejdet har været så stor, at aktiviteterne føres videre i et nyt konsortium, som har fået navnet Consortium for climatically reliable electronics – CreCon. Navnet henviser til, at korrosion især er et problem i et varmt, fugtigt og støvfyldt miljø.

Virksomheder kan deltage i det nye konsortium via et årligt kontingent. Desuden støttes konsortiet af DTU med henblik på uddannelse af kandidater og ph.d.-studerende. Konsortiet arbejder med langsigtede problemer, som virksomhederne kan have svært ved at sætte tid og ressourcer af til. Samtidig kan en virksomhed få analyseret komponenter på DTU. På den måde får virksomheden ny viden om sine egne produkter. Samtidig får forskerne øget viden om korrosion. Det kan senere komme andre virksomheder til gavn.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 19. maj 2020