Gå til indhold

Indsats for realisering af smv’eres vækst- og udviklingspotentiale

Målet med indsatsen er at tilføre små- og mellemstore virksomheder (smv’ere) innovationskraft og herved øge vækst og beskæftigelse i danske virksomheder. Indsatsen retter sig mod virksomheder i tyndt befolkede områder og mindre byer.

Indsendt af

Erhvervsakademi Aarhus

Resumé

Målet med indsatsen er at tilføre små- og mellemstore virksomheder (smv’ere) innovationskraft og herved øge vækst og beskæftigelse i danske virksomheder. Indsatsen retter sig mod virksomheder i tyndt befolkede områder og mindre byer.

I realiseringen bringes lokale aktører i spil med henblik på at skabe nye innovative partnerskaber.

Indsatsen retter sig mod en gennemgang af forretningsmodellen, herunder at identificere og realisere mulighederne inden for forretningsudvikling, teknologi, produkter, metoder, arbejdsprocesser og markeder herunder eksport på en systematisk og sammenhængende måde.

Et middel til at realisere indsatsen er ansatte og studerende fra praksisrettede uddannelser, som står til rådighed for smv'ere i et geografisk afgrænset område.

Udfordring og muligheder

Den samfundsudfordring, denne indsats adresserer, er affolkning, afmatning og kapacitetstab i tyndt befolkede områder. Indsatsen involverer primært visionsområderne ”et kompetent samfund med sammenhængskraft” og ”et højteknologisk samfund med innovationskapacitet”.

Tilgang til viden og færdigheder kan være en begrænsning for mindre, lokalt baserede virksomheder, da mange videninstitutioner typisk er koncentreret omkring større byer. Kun 7% af samtlige danske virksomheder, totalt set, samarbejder med centrale videnleverandører (DEA, 2012). Uden for de store byer formodes denne andel at være endnu lavere.

Smv’ere i tyndt befolkede områder kan med denne indsats få hjælp til at udnytte viden og kompetencer, de allerede besidder, på nye måder, samt få tilført den nye viden og de nye kompetencer, der skal til for at realisere deres udviklings- og vækstpotentiale.

Mange smv’ere har ikke tradition for at skabe netværk, erfa-grupper og lignende, ligesom færre medarbejdere end i de større virksomheder deltager i efteruddannelsesaktiviteter.
Der er derfor behov for at udvikle nye modeller for lokalt baserede innovative partnerskaber, hvor virksomheder, videninstitutioner, kommuner, erhvervsråd og andre interesseorganisationer i et struktureret samarbejde identificerer konkrete virksomheders udviklingspotentiale og efterfølgende muliggør tilførsel af den viden og de kompetencer, der er nødvendige for at realisere potentialet.

Målsætning

Målet er at realisere udviklings- og markedspotentiale hos lokale smv’ere og hermed skabe nye ydelser og produkter ved hjælp af et effektivt og innovativt produktionsapparat.
Målet er at fastholde og udvikle attraktive beskæftigelsesmuligheder og dermed skabe basis for tilflytning til yderområder og afhjælpe demografiske og økonomiske udfordringer.

Innovationsbehov

For at øge innovationskraften hos smv’ere i udkantsområder er det nødvendigt at bringe såvel offentlige som private aktører i spil.

De væsentlige aktører er virksomheder, kommuner, erhvervsråd, interesseorganisationer og uddannelsesinstitutioner. Der ligger en væsentlig innovationsindsats i at facilitere samspillet mellem virksomheder, uddannelsesinstitutioner og andre relevante aktører.

Et vigtig led i innovationsindsatsen er at udvikle modeller og metoder for hvordan studerende, undervisere og andre ressourcepersoner fra videregående uddannelsesinstitutioner aktivt og struktureret kan medvirke til realiseringen af udviklings- og innovationsprojekter hos smv’ere. Dette indbefatter et dybt og bredt samarbejde, der omfatter analyse, idé- og konceptudvikling, viden- og kompetenceopbygning samt realisering og vækst af de nye tiltag.

Manglende erfaring med samarbejde med uddannelsesinstitutioner er en barriere for, at virksomhederne får tilført ny viden og styrket innovationskapaciteten. Ved at bygge samarbejdet op omkring den enkelte virksomheds innovationsprojekter og behov synliggøres værdien af samarbejdet.

De danske forudsætninger

Erhvervsakademierne har en tradition for at gennemføre uddannelser, der er tæt på praksis. Mange studerende er i dag i obligatorisk praktik i smv’ere som et led i deres erhvervsakademi- eller professionsbacheloruddannelse.
Den her beskrevne indsats bygger på erhvervsakademiernes erfaring med tætte virksomhedssamarbejder og sigter dels mod at udvide samarbejdet med den enkelte virksomhed og dels mod at give flere smv’ere adgang til den nye viden og støtte til innovationsindsatsen, som ansatte og studerende ved uddannelsesinstitutionerne kan tilføre.

Der er på landsplan ca. 21.000 studerende på erhvervsakademierne, som har mulighed for at spille en aktiv rolle i udviklingsaktiviteter hos smv’ere.

Indsatsen kræver, at erfaringerne med samarbejde med virksomhederne anvendes som udgangspunkt for at involvere flere parter og for at bringe samarbejdet endnu tættere på virksomhedernes udviklingsprocesser.

Undervisere og andre ressourcepersoner ved erhvervsakademierne har i vid udstrækning erfaring fra det private erhvervsliv. Som et led i denne indsats sættes disse medarbejderes kompetencer yderligere i spil, gennem samarbejde med studerende, virksomheder og andre aktører.

Effekter og potentialer

Udnyttelse af det ikke realiserede potentiale hos smv’ere vil skabe vækst og nye arbejdspladser. Samarbejdet med videninstitutioner vil give smv'ere i tyndtbefolkede områder mulighed for at skabe attraktive arbejdspladser med videnindhold og muligheder for karriereudvikling. Herved skabes grobund for både at fastholde unge og tiltrække tilflyttere.