Gå til indhold

Maritim motorteknologi

En indsats for maritim motorteknologi, der radikalt kan forandre systemer til fremdrift af oceangående skibe, for at nedsætte deres miljøbelastning og forbedre søtransportens økonomi.

Indsendt af

Danske Maritime

Resumé

En indsats for maritim motorteknologi, der radikalt kan forandre systemer til fremdrift af oceangående skibe, for at nedsætte deres miljøbelastning og forbedre søtransportens økonomi. Der er behov for en indsats på to områder:

  1. Teknologiudvikling rettet mod den eksisterende flåde, der i dag ikke fungerer optimalt, da motorerne ikke er designet til den lave hastighed, de faktisk sejler med.
  2. Teknologiudvikling, der fører til løsninger for nybygninger af skibe, der fremover skal have betydeligt mindre miljøbelastning. I Danmark findes den rette infrastruktur til en effektiv indsats, idet brugere, producenter og forskningsinstitutioner er til stede.

Udfordring og muligheder

Den maritime sektor er under pres og i en omstillingsfase. Dels er fragtraterne faldende, dels skal skibstrafikken gøres mere miljøvenlig som følge af nye internationale direktiver med krav om lavere udledninger og højere energieffektivitet. Denne omstillingsfase indeholder muligheder for danske virksomheder, der er involveret i udviklingen og produktionen af systemer. Nye systemer kan modsvare direktivernes krav og samtidig tilbyde rederne øget effektivitet og dermed økonomiske gevinster. De faldende fragtrater medfører, at rederne er yderst tilbageholdende med investeringer i ny ukendt teknologi og gennemførelse af test. Nybyggede skibe skal opfylde internationalt bestemte miljøkrav, som udstikkes af IMO, og der findes desuden nationale krav for udledninger, hvilket fører til et stort behov for nye motorer samt ombygning af eksisterende skibe. Danmark kan yde et stort bidrag til frembringelsen af en moderne, miljøvenlig, oceangående skibstransport, idet det maritime kompleks er stærkt i Danmark. Danmark praktiserer et innovationsskabende samspil mellem brugere og producenter, og forskellige forskningsinstitutioner indebærer et generelt højere teknisk niveau.

Nye teknologier skal gøre rederne mindre afhængige af Heavy Fuel Oil og nedbringe skibenes udledninger af NOx, SO2, Particulate Matters (PM) etc. – samtidig er det et krav, at teknologierne er økonomisk rentable.

Målsætning

Teknologierne skal sikre, at nybygninger af oceangående skibe opfylder internationale og nationale miljøkrav og samtidig er økonomisk rentable for skibsrederne ved at sænke udgifterne til brændstof.

Innovationsbehov

Forudsætningen for innovationerne er, at flere parter i fællesskab etablerer ny viden og indsigt i teknologisk muligheder. Den danske maritime sektor har en enestående karakter, som er skabt efter at have været internationalt førende siden diesel-baseret skibstransport over oceaner blev normen for mere end 100 år siden. Danmark har stolte traditioner, som i dag kan benyttes til udvikling af næste generation af skibe og motorer. På universiteterne findes specialiseret viden; de fleste værfter er lukkede, men en stor underskov af specialiserede virksomheder er fremkommet og trives. Danske redere er respekterede og tilstræber en grøn profil. Disse parter kan i samspil skabe ny viden inden for miljøteknologi, der er basis for nye innovationer. Innovationer i den maritime sektor kræver oftest test, fordi det ikke kan beregnes, hvordan nye teknologier fungerer i et stort og komplekst maskinrum om bord med rystelser, korrosion og hård belastning.

De danske forudsætninger

Der er grund til at fastholde og udvikle de danske kompetencer inden for den maritime teknologi, fordi den indeholder meget forskelligartede arbejdspladser for både lavt- og højtuddannede. Hvis ikke Danmarks enestående position fastholdes, er der risiko for, at kinesiske eller sydøstasiatiske virksomheder indtager de teknologiske områder og markedspositioner. Dermed kan danske virksomheder blive pressede. Forudsætningen for Danmarks førerposition er, at nye stærke teknologier konstant udvikles og tilfører brugerne værdi.

Effekter og potentialer

Innovationer på det maritime område har en samfundsmæssig gevinst, idet de har værdi for flere forskellige virksomheder, herunder udstyrsleverandører og rederier. Markedet er globalt og har en vedvarende karakter. Der er kriser på markedet med vigende antal nybygninger og faldende fragtrater, men søtransport forsvinder ikke, så markedet har et vedblivende potentiale.