Gå til indhold

Påvisning af effektivitetsforbedringer på skibe

For at kunne implementere ny grøn teknologi på det maritime marked er der behov for at teste og tilpasse en række maritime virksomheders produkter, løsninger og serviceydelser i de reelle driftssituationer.

Indsendt af

Danske Maritime

Resumé

For at kunne implementere ny grøn teknologi på det maritime marked er der behov for at teste og tilpasse en række maritime virksomheders produkter, løsninger og serviceydelser i de reelle driftssituationer og påvise deres faktiske effektivitetsforbedringer på rigtige skibe under virkelige driftsforhold. I samarbejde med konsulenter, teknologileverandører og rederier foreslås det, at der udvikles et koncept til måling og påvisning af effektivitetsforbedringer på skibe, baseret på måling af energiforbrug og emissioner før og efter installation. Energiforbrug, ydeevne og emissioner måles før installation, under testforløb og efter testperioder. Målinger og resultater verificeres af et klassifikationsselskab (uvildig 3-part), som udsteder et ”effektivitetscertifikat”.

Udfordring og muligheder

Søtransporten står for ca. 90 % af den globale godsfragt og udleder ca. 3 % af de globale udledninger, og det må forventes at der vil blive stillet yderligere krav for at få gjort søtransport endnu grønnere, end den allerede er.

Søfartens emissioner er et globalt problem og lovgivende myndighed er FN's søfartsorganisation IMO (International Maritime Organisation). Inden for de kommende år vil en række IMO-regulativer, EU-regler og national lovgivning træde i kraft, som vil kræve bedre teknologier, og nogle af disse krav vil kræve ombygninger og opgradering af skibene. I løbet af de næste 3-8 år skal mere end 50.000 skibe opgraderes, så de kan overholde en række nationale og internationale krav til bl.a. udledninger til luft og vand. Dette skaber stort behov for konkrete energi- og klimavenlige produkter, løsninger og teknologier til den globale skibsfart.

Mange af de maritime energi- og miljøløsninger er udviklet/baseret på løsninger kendt fra den landbaserede industri, f.eks. fra kraftværksindustrien og spildevandsrensning. Anlæggene og løsningerne er derfor primært testet og afprøvet på landbaserede anlæg.

Erfaringen har vist, at anlæg og udstyr der er udviklet til brug på land, ikke uden videre kan overføres til skibe. De første installationer på skibe vil typisk støde på uforudsete vanskeligheder, og blive udsat for påvirkninger, der ikke i samme omfang findes på land. Mindre fejl der ikke kan rettes om bord, kan føre til nedbrud i situationer, hvor et landbaseret anlæg blot ville havde krævet en justering.

Rederier i ind- og udland tøver derfor med at investere i de for dette marked nye teknologier og løsninger, og efterspørger derfor referencer, driftsdata og påviste effektivitetsforbedringer på konkrete anlæg, som er installeret og testet om bord på skibe i reelle driftssituationer og i fuld skala.

Målsætning

Emnet har rod i de seneste års intensiverede debat om miljø- og klimaforandringer, der har medført et øget fokus på miljørigtig adfærd og praksis i forbindelse med drift af skibe. Påvisning af effektivitetsforbedringer på skibe vil styrke Det Blå Danmarks muligheder for at tilbyde bedre og mere miljø- og klimavenlige produkter, tekniske løsninger og service, for derigennem at forbedre konkurrenceevnen ved øgede globale afsætningsmuligheder.

Innovationsbehov

Nye teknologier, der er nødvendige til at opfylde de tekniske og økonomiske krav, markedsføres i dag på grundlag af prøver og forsøg udført af leverandørerne, der som regel ikke har adgang til afprøvning på skibe i fuld skala. Erfaringen viser, at de første installationer på skibe oftest vil støde på helt uforudsete vanskeligheder, og prognoser for effekter, der alene er baseret på erfaringer fra landbaserede tests, vil derfor ikke være overbevisende. Nyhedsværdien i dette emne ligger i, at der kan påvises og certificeres en opnået fordel, og at overførslen af en ny teknologi fra land til skib sker før det første kommercielle salg. Certificeringen foretages af et af de klassifikationsselskaber (en uvildig 3-part), som de maritime aktører er fortrolige med, og den vil derfor have en høj grad af troværdighed. Sådanne certificeringer er i dag ikke mulige.

De danske forudsætninger

Danmark har en styrkeposition inden for udvikling og levering af grøn teknologi, ikke mindst til skibe. De danske virksomheder er imidlertid i skarp konkurrence med udenlandske virksomheder, der ligeledes har et stærkt fokus på grønne maritime løsninger. For at Danmark kan bevare sin styrkeposition og udnytte sit vækstpotentiale inden for grøn teknologi, er der behov for at øge virksomhedernes afsætningsmuligheder ved at påvise effektivitetsforbedringer ved installation af nye produkter og løsninger. Øgede afsætningsmuligheder vil endvidere styrke innovationsmiljøet i de danske maritime virksomheder, da det medfører grobund for ny- og videreudvikling af grøn teknologi.

Effekter og potentialer

Ved at påvise effektivitetsforbedringer og dermed dokumentere værdiskabelsen af danske maritime virksomheders produkter og løsninger forbedrer de deres konkurrenceevne over for udenlandske konkurrenter væsentligt. Mange virksomheder har brugt mange ressourcer på udvikling og markedsføring, men har udfordringer i forhold til påvisning om den positive effekt og værdiskabelse. Mulighed for påvisning af effektivitetsforbedringer vil tjene til fastholdelse af medarbejdere, ligesom det vurderes at føre til øget beskæftigelse i de maritime virksomheder. Påvisningen giver ikke blot leverandørerne mulighed for at opnå større markedsandele og dermed øget omsætning og beskæftigelse, men entreprenører, konsulenter og værfter vil ligeledes få synliggjort deres ydelser og kompetencer og kunne opnå en øget efterspørgsel. Det vil samtidig gavne de danske skibsredere og befragtere gennem energieffektive skibe med lavere driftsomkostninger og deraf bedre konkurrenceevne og værdiskabelse i Danmark.

Markedspotentialet de næste 3-8 år for miljø- og energiløsninger til skibsfarten, er på mange milliarder dollars (+300 mia. USD). Hvis danske virksomheder får blot en lille del af ordrer på disse løsninger, vil det sikre eksisterende danske maritime arbejdspladser samt øge vækst, omsætning, eksport og beskæftigelse i sektoren.