Gå til indhold

Smart Green Transportation

Omstilling til grøn transport repræsenterer en global samfundsudfordring med en unik kombination mellem eksisterende/potentielle danske erhvervsmæssige styrkepositioner og et stort internationalt vækstpotentiale med deraf følgende positive vækst og beskæftigelsespotentialer til følge.

Indsendt af

Dansk Energi

Resumé

Omstilling til grøn transport repræsenterer en global samfundsudfordring med en unik kombination mellem eksisterende/potentielle danske erhvervsmæssige styrkepositioner og et stort internationalt vækstpotentiale med deraf følgende positive vækst og beskæftigelsespotentialer til følge. En fokusering af innovationsaktiviteterne fremmer såvel udviklingen af overgangsløsninger som nye, grønne løsninger til transportsektoren.

En elektrificering af transporten er nødvendig, hvis ambitionen om uafhængighed af fossile brændsler skal blive en realitet. Skal danske styrkepositioner inden for e-mobilitet, effektelektronik etc. realiseres, vurderes det nødvendigt at etablere et innovationspartnerskab, der fremmer rammebetingelserne, øger det erhvervs- og uddannelsesmæssige fokus på e-mobilitet og gør det mere attraktivt at forske og investere i Danmark.

Udfordring og muligheder

Udfordring: Samlet falder de danske CO2-udledninger, men transportsektoren kører mod strømmen med et energiforbrug, der steg med 23 pct. fra 1990 til 2010. Transportområdet og energieffektivitet er to af seks identificerede samfundsmæssige udfordringer i EU’s Horisont 2020-rammeprogram, og transport, vækstteknologier og energi er blandt temaerne i FORSK2020-kataloget.

Danske virksomheder leverer i stor stil produkter til den tyske bilindustri og har styrkepositioner inden for vedvarende energi, e-mobilitet, effektelektronik, elektrolyse, alternative brændsler og brændselsceller.

Men branchen rejser flaget for, at det bliver stadig sværere at tiltrække og fastholde de rigtige undervisere, studerende og virksomheder. Konsekvensen kan blive, at danske virksomheder flytter til Tyskland, som har etableret klynger omhandlende effektelektronik og e-mobilitet i tilknytning til deres bilfabrikker.

Mulighed: Elbilen udpeges i Energistyrelsens ’Alternative drivmidler’ som den mest energieffektive transportform. Danske virksomheder leverer allerede i dag for 9 mia. kr. til den europæiske bilindustri, men potentialet er betydeligt større, når der er tale om dele til el- og plug-in hybridbiler, der bl.a. indeholder meget effektelektronik.

Branchen for effektelektronik forventer årlige vækstrater på 20 pct. de kommende år. Innovationssamarbejder, der fremmer danske styrkepositioner inden for e-mobilitet som fx udviklingen af bedre og billigere effektelektronik, vil fremme overgangen til e-mobilitet og brug af vedvarende energikilder. Effektelektronik er et væsentligt, strategisk vækstområde for el- og plug-in hybrid- og brændselscellebilen, og et område, hvor danske virksomheder har styrkepositioner.

Der er tale om en international vækstindustri i et internationalt vækstområde med danske styrkepositioner – med et betydeligt dansk erhvervspotentiale. Et innovationssamarbejde med afsæt i eksisterende viden- og erhvervsmæssige styrkepositioner kan bidrage til at maksimere mulighederne.

Målsætning

Via et innovationspartnerskab skal værdikæden om e-mobilitet samles mhp. en plan for udvikling af industrien og en optimering af rammebetingelserne. Det vil bidrage til at tiltrække de rigtige studerende, undervisere og virksomheder.

Projektet gør brug af viden genereret af bl.a. et projekt støttet af Højteknologifonden om effektelektronik samt kompetencecentre om effektelektronik. Et innovationsprojekt skal bidrage til, at danske virksomheder bliver en central del af en global vækstindustri.

Målsætningen er, at Danmark bliver et af de førende lande i verden indenfor udvikling og produktion komponenter til e-mobilitets sektoren.

Innovationsbehov

Der sker en løbende brancheglidning mellem industri-, transport- og energivirksomheder. Det øger behovet for samarbejde mellem tidligere adskilte sektorer, tilpasning af uddannelser samt nye innovationssamarbejder.

Der er behov for en række innovationsindsatser med offentlig og privat samarbejde, hvis ambitionen om en grøn omstilling af transportsektoren og en potentielt stor dansk vækstindustri skal realiseres. Der er behov for at inddrage virksomheder, vidensinstitutioner og offentlige myndigheder som bl.a. Væksthusene mhp. at realisere potentialerne. Der vurderes at være innovationsbehov inden for bl.a:

- Effektelektronik til e-mobilitet – herunder innovation inden for funktionel integration af effektelektronik og elmotor samt køling af effektelektronik

- Bedre batteristyringssystemer (BMS)

- Demonstratorium: Fx koncepter for modulopbygning/vægtreduktion

- Udvikling af billigere og mere effektiv grøn brændstofproduktion og optankning til brændselscellekøretøjer

- Forskning i innovation og markedsstrategi for udrulning af infrastruktur for el- og brændselscelle køretøjer samt for køretøjer.

De danske forudsætninger

Den traditionelle bilindustri med underleverandører har opbygget viden og kompetencer inden for traditionelle mekaniske motorer, kompressorer og pumper. Med den stigende indpasning af vedvarende energi har danske virksomheder som Vestas, Danfoss, Grundfos etc. gode muligheder for at gøre brug af deres store viden om effektelektronik. Danfoss har allerede positioneret sig med effektelektronik til bilmarkedet. E-mobilitet og effektelektronik repræsenterer en unik kombination mellem Danmarks styrker og et attraktivt vækstmarked.

Forudsætningerne for et innovationssamarbejde om grøn transport er gode. Den danske elbilbranche er som noget unikt samlet i Dansk Elbil Alliance, der repræsenterer 55 virksomheder og institutioner med interesse i e-mobilitet.

Der er etableret en række forskningscentre med fokus på bl.a. effektelektronik (CORPE, CEES, Green PET Lab mv.) Og flere danske virksomheder har styrkepositioner som leverandører af komponenter til bilindustrien (Danfoss) samt effektelektronik (Grundfos m.fl.)

Ligeledes samler Partnerskabet for brint og brændselsceller cirka 25 danske aktører, adskillige af disse med fokus på brint, metanol samt brændselsceller til transport. Innovationssamarbejdet skal bidrage til, at bringe adskilte sektorer sammen og bidrage til at reducere effekterne til silotænkning, som ofte kan identificeres mellem adskilte sektorer, der på trods af brancheglidning ikke har tradition for at samarbejde.

Effekter og potentialer

Et innovationssamarbejde vil være rammen, som brancherne bruger til at arbejde med ’knaster’, der står i vejen for øget vækst forbundet med omstillingen af transportsektoren. Ambitionen er, at Danmark bliver et af de førende lande i verden indenfor udvikling og produktion komponenter til e-mobilitets sektoren samt udvikling og opbygning af infrastruktur, og at der skabes 10-15.000 jobs i industrien relateret til e-mobilitet på tværs af produktion og udvikling over de næste 5-10 år.