Gå til indhold

Strategier for bæredygtig byomdannelse

Klimatilpasningen kræver en strategisk tilgang, som er i stand til at sammentænke en række forandringsprocesser på en sådan måde at byens funktionsmåde bliver mere bæredygtig, mere i overensstemmelse med aktuelle livsformer og forventninger til bylivet.

Indsendt af

Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering

Resumé

Der foregår løbende omdannelser af alle dele af den regionale by knyttet til klimatilpasning og tilpasning til nye sociale, kulturelle og økonomiske vilkår.

Tilpasning til disse nye vilkår kræver en strategisk tilgang, som er i stand til at sammentænke en række forandringsprocesser på en sådan måde at byens funktionsmåde bliver mere bæredygtig, mere i overensstemmelse med aktuelle livsformer og forventninger til bylivet og samlet set styrker byens attraktivitet og konkurrenceevne.

Udfordring og muligheder

En særlig problematik knytter sig til forstæderne, fordi de kommende årtier vil kræve store ændringer fremtvunget af både klimatilpasning, opdatering af bygningsstrukturer, demografiske ændringer, nye infrastrukturer til forsyning og vandafledning og ændrede erhvervsformer.

Det kræver udvikling af ny bytænkning og nye planformer – baseret på en opdateret viden om forstæderne som del af den regionale by.

Målsætning

Målet med denne forskning er at udvikle metoder til at påvirke byernes omdannelsesprocesser på en sådan måde, at der gradvist opnås en mere bæredygtig funktionsmåde for danske byer, som er i overensstemmelse med de mål for bæredygtighed og CO2 udslip, som vi har sat os og forpligtet os til gennem internationale aftaler.

Innovationsbehov

Denne indsats kræver en forskningsbaseret udvikling af metoder og modeller og en afprøvning af både de administrative og organisatoriske modeller og de fysiske modeller. Dvs. der skal etableres samarbejder mellem en forskningsindsats med forskellige faglige input, ministerier og andre aktører som er rammesættende samt kommuner.

De danske forudsætninger

Nye former for styring af byomdannelsesprocesser med sigte på bæredygtighed og bykvalitet er der særlige muligheder for at arbejde med i Danmark, fordi vi har en lang tradition for at styre byudviklingen og fordi der er fokus på urban bæredygtighed. Dertil kommer at vi som et lille land har tættere kontakter mellem myndigheder og forskning og vi har pga. størrelsen lettere ved at igangsætte eksempelprojekter.

Effekter og potentialer

Effekten af denne indsats vil være en opfyldelse af bæredygtigheds-mål for vore byer og en opkvalificering af kommuners og konsulentvirksomheders personale Der er en klar konkurrencedimension knyttet til denne indsats – både som mere attraktive byer og som eksport muligheder for konsulentydelser.