Gå til indhold

Planteproduktion

En fortsat effektiv produktion af foder af høj kvalitet er en forudsætning for en fortsat stor animalsk produktion og en høj indtjening i dansk landbrug. En fortsat reduktion i planteproduktionens negative påvirkning af vandmiljøet er afgørende for at kunne ekspandere den danske landbrugsproduktion.

Indsendt af

Det Strategiske Forskningsråd - Programkomiteen for Bæredygtig Energi og Miljø

Resumé

Planteproduktionen i Danmark er karakteriseret ved en stor kornproduktion, som for hovedpartens vedkommende anvendes som foder i den animalske produktion, samt en produktion af specialafgrøder såsom frø og kartofler, som eksporteres.

En fortsat effektiv produktion af foder af høj kvalitet er en forudsætning for en fortsat stor animalsk produktion og dermed en høj indtjening i dansk landbrug.

Foruden en forøget indtjening har fokus i planteproduktionen i de senere år primært været at mindske påvirkningen af det omgivende miljø ved at øge udnyttelsen af hjælpestoffer som gødning og pesticider.

En fortsat reduktion i planteproduktionens negative påvirkning af grundvand og vandmiljøet er en afgørende forudsætning for at kunne ekspandere den danske landbrugsproduktion, som senest Natur- og Landbrugskommissionen har påpeget.

Programkomiteen har i de senere år støttet projekter, som har haft til formål at frembringe ny viden om patogen-værtplante interaktioner med henblik på at understøtte en målrettet resistensforædling.

Disse projekter gennemføres i samarbejde med danske planteforædlingsvirksomheder og vil øge disse virksomheders kompetencer indenfor sygdomsresistens, hvor Danmark allerede i dag har en stærk position.

Senest har programkomiteen støttet etableringen af et center for genomisk selektion, hvor planteforskere og private forædlingsvirksomheder i et tæt samarbejde vil forsøge at kopiere husdyravlens succes med genomisk selektion som på sigt vil kunne effektivisere og billiggøre planteforædlingen.

Programkomiteen har desuden netop valgt at støtte en strategisk forskningsalliance, som bringer den samlede danske ekspertise indenfor kvælstofkredsløbet sammen. Alliancen vil udforske kvælstofstrømmene i intensive landbrugslandskaber og teste og udvikle innovative tilgange til en bæredygtig løsning af de globale kvælstof- og fødevareproblemer.

Forskningen vil adressere mange af de problemstillinger, som Natur- og Landbrugskommissionen fokuserede på i deres statusrapport, og er således både relevant og aktuel.