Gå til indhold

Dansk model for effektiv og bæredygtig husdyrproduktion

Dansk fødevareproduktion karakteriseres af en meget høj grad af effektivitet. tillæg til effektivitet bør den danske produktion indrettes på dokumenteret kvalitet, der omfatter dyresundhed- og velfærd, fødevaresikkerhed samt miljøvenlig produktion.

Indsendt af

Københavns Universitet

Resumé

Dansk fødevareproduktion karakteriseres af en meget høj grad af effektivitet. Markedet der konkurreres på er imidlertid globalt og effektiviteten er generelt stigende ligesom mange landes arbejdsomkostninger er væsentlig lavere end de danske. Medens effektivitet også fremadrettet er en forudsætning for at kunne konkurrere har Danmark brug for "added value" for sine produkter. I tillæg til effektivitet bør den danske produktion indrettes på dokumenteret kvalitet, der omfatter dyresundhed- og velfærd, fødevaresikkerhed samt miljøvenlig produktion.

Udfordring og muligheder

Udfordringerne er knyttet til en, på lang sigt, utilstrækkelig konkurrenceevne medmindre husdyrproduktionen gøres mere effektiv og bæredygtig. Hvis eksempelvis svineproduktionen i Danmark kan effektiviseres er der et kæmpe fremtidigt marked særligt i Asien hvor middelklassens købekraft stiger markant samtidig med at efterspørgslen på kvalitetsfødevarer af animalsk oprindelse stiger tilsvarende.

Udfordringerne kræver at der skabes forbedret sundhed og overlevelse af høj-effektive søer med gode moderegenskaber og grise fra store kuld, forbedret foder- og omkostningseffektivitet i slagtesvineproduktionen, høj tarmsundhed og lavt antibiotikaforbrug hos grise efter fravænning, fravær af zoonotiske infektioner og antibiotikaresistens, høj og dokumenteret dyrevelfærd, staldsystemer som tillader løsgående dyr og anvendelse af strøelse, forbedrede metoder til besætningsdiagnostik og – prognosticering samt genetisk forbedret sygdomsresistens, frugtbarhed og foderudnyttelse. Der er tilsvarende udfordringer indenfor kød- og malkekvægs produktionen.

Målsætning

At fastholde dansk fødevare-eksport og dermed arbejdspladser på trods af de lavere omkostninger som findes i mange lande. Dette gøres gennem en dokumenteret forhøjet kvalitet i produkterne. Kvaliteten udtrykkes bredt i sundere dyr, med følgende lavere forbrug af antibiotika, højere dyrevelfærd, højere fødevaresikkerhed samt miljøvenlig produktion.

  1. At udvikle produktionssystemer og management strategier der promoverer sundere dyr og minimerer bruget af antibiotika
  2. At udvikle strategier der giver bedre dyrevelfærd uden at mindske effektiviteten
  3. At finde en strategi som kan promovere og markedsføre danske produkter

Erhvervsmæssige bidrag omfatter primærproducenter, primærproducenternes brancheorganisationer, firmaer inden for staldbygninger og staldinventar, teknologiske firmaer, der kan udvikle hurtig monitorering for smitstoffer samt finde teknologiske løsninger til monitorering af dyrebaserede velfærdsmål, slagterier, kødproducerende virksomheder m.fl. Myndigheder og forbrugere/forbrugerrepræsentanter er ligeledes centrale medspillere i dette innovationskonsortie.

Innovationsbehov

  • Videreudvikling af eksisterende produktionssystemer (fysiske rammer i stalden, fodrings- og malkesystemer, god logistik for arbejdsgange mv) der tilgodeser høj effektivitet samt høj kvalitet.
  • Udnyttelse af genetisk information både fra dyrenes arvemateriale og fra mikrofloraen i tarmsystemet til at effektivisere avlsarbejdet med henblik på at producere holdbare dyr, der er mindre modtagelige over for patogener, og som har den bedst mulige foderomsætning og produktivitet.
  • Udvikling af metoder til monitorering af ekstern og intern smittespredning, eksempelvis i form af uskadelige indikatorsmitstoffer. Disse vil kunne dokumentere om der er en effektiv ekstern og intern smittebeskyttelse.
  • Udvikling af nye strategier for kontrol med infektioner herunder alternativer til antibiotika
  • Udvikling af metoder til løbende monitorering af dyrebaserede velfærdsindikatorer, eksempelvis føde og vandoptag, bevægelsesmønstre samt fysiologiske målinger.
  • Udvikling og implementering af nye metoder til dokumentation af kødets kvalitet (integreret risikobaseret kødkontrol) samt ernærings- og sundhedsmæssige egenskaber
  • Videreuddannelse af primærproducenter og disses rådgivere til at tænke og agere i forhold til et bredt og integreret kvalitetsbegreb.

De danske forudsætninger

I Danmark er der en lang tradition for bekæmpelse af zoonoser og antibiotikaresistens og sikring af høj fødevaresikkerhed igennem jord til bord-tankegangen. Der er således særdeles stærke forskningsmiljøer ved bl.a KU og DTU i relation til infektionskontrol og sygdomsbekæmpelse i husdyrproduktionen ligesom der er en lang tradition for samarbejde mellem erhverv og myndigheder også på tværs af sektorerne (sundhedsministeriet, fødevareministeriet, miljøministeriet etc). KU har eksempelvis netop investeret over 30 mio. DKK i et nyt 5-årigt tværdisciplinært forskningsprojekt der skal bekæmpe antibiotikaresistens ved at udvikle helt nye strategier for bekæmpelse af infektioner.

Primærsektoren i den danske fødevareproduktion er meget velorganiseret og har direkte ophæng i et eksisterende rådgivningssystem. Parametre til måling af kvalitet vil hurtigt kunne implementeres. Endvidere er der for de fleste dyrearter eksisterende databaser, som kvalitetsparametrene kan integreres i, således at der kan gives en samlet dokumentation for kvaliteten.

Effekter og potentialer

Med en øget produktivitet samt den dokumenterede kvalitet (sundere dyr, bedre dyrevelfærd, miljøvenlig produktion og sikre fødevarer) medfører programmet en styrkelse af Danmarks konkurrenceevne indenfor husdyrproduktion med stigende eksport af animalske produkter til bl.a. det asiatiske marked. En sådan styrket konkurrenceevne vil også betyde at der fortsat vil være god beskæftigelse i Danmark indenfor landbrugs- og fødevaresektoren. Der vil ligeledes være potentiale for at Danmark kan eksportere sin viden omkring effektiv og bæredygtig husdyrproduktion til andre lande.