Gå til indhold

Kvalitet i hospitalsbyggeriet

På trods af gode intentioner om evidensbaseret design og helende arkitektur i hospitalssektoren, har det vist sig svært at få dette udmøntet i konkrete løsninger, der kan danne grundlag for nye produkter i byggeindustrien, på medico-området eller indenfor møbelindustrien.

Indsendt af

Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering

Resumé

På trods af gode intentioner om evidensbaseret design og helende arkitektur i hospitalssektoren, har det vist sig svært at få dette udmøntet i konkrete løsninger, der kan danne grundlag for nye produkter i byggeindustrien, på medico-området eller indenfor møbelindustrien.

Derfor er der brug for ny forskning og udvikling, hvor der er et mere entydigt fokus på borgerens oplevelse af hospitalet. Denne forskning må nødvendigvis have fokus på helheder – i det borgeren påvirkes af mange forhold samtidigt.

Hvis det lykkes at udvikle nye metoder til forståelse af patientens/borgerens oplevelse af livskvalitet, er der et meget stort potentiale for produktudvikling i produktionsvirksomheder, som kan gavne dansk vækst og eksport.

Udfordring og muligheder

I kvalitetsreformen er det forudsat at de kommende hospitaler bygges på grundlag af såkaldt evidensbaseret design, d.v.s. rumforhold, lys, farver, brug af vejvisning, møbler, udsmykning og planter, der kan vises at være gavnlige for patienternes helingsprocesser og personalets arbejdsmiljø.

Det står imidlertid ikke klart, hvordan dette skal ske i praksis. Ganske vist er der evidens for en række forhold: f.eks. at dagslys er godt, at udsigt til rige naturområder forkorter indlæggelsestiden, eller at god vejvisning skaber tryghed. Men der er ikke udviklet gennemsigtige teorier eller metoder, hvormed man kan danne sig et overblik over de hundredevis af enkeltforhold og deres samspil og diskutere prioriteringen heraf.

Et godt eksempel er de rum, hvor cancerpatienter på hospitalerne modtager kemoterapi: her sidder mange patienter, der ofte er meget dårlige, i små dårligt belyste båse på stole, der nok tilgodeser behovet for støtte, men ikke afhjælper problemer med ømme knogler eller den lange ventetid. Selve droppet og dropstativet er fremmedgørende og svært at forstå for patienten. Ofte er hygiejne et problem. Det er en stor udfordring.

Men forskning og udvikling i samarbejde med erhvervslivet kan skabe bedre løsninger for både patient og plejepersonale. Det kræver imidlertid et helhedssyn på situationen og samarbejde på tværs af sektorerne.
Denne type opgaver er der mange af i forbindelse med hospitalsbyggerierne.

Målsætning

At finde nye teoretiske grundlag for udviklingen af evidensbaseret design og metoder for tværsektorielt samarbejde om helhedsløsninger i hospitalsudvidelserne.

Innovationsbehov

Der er et stort behov i hele den vestlige verden for bedre patientoplevelser i forbindelse med indlæggelser. Dette gælder hele patientens vej gennem systemet, fra modtagelse til udskrivning, hvilket vil sige, at det gælder for et meget stort antal services og produkter.

I dag mangler teoretiske metodiske redskaber, som kan bruges af alle de forskellige involverede parter, så de kan mødes på tværs af meget forskellige tilgange.

De danske forudsætninger

Danmark har en rig tradition for hospitalsbyggeri af høj kvalitet, baseret på forskning og samarbejde på tværs, og der er allerede nu en vilje til at finde gode løsninger i regionerne.
Man skal dog være opmærksom på, at den nuværende struktur og organisation ikke er optimal for samarbejde mellem forskningsinstitutionerne og regionernes planlægningsafdelinger.

Effekter og potentialer

Såfremt man kan udvikle gennemsigtige metoder til forbedring af patientoplevelsen er der også rige muligheder for udviklingen af services og produkter af høj kvalitet til hospitalssektoren. Dette vil kunne danne afsæt for eksport af produkter og løsninger med udgangspunkt i Danmarks internationale brand som et land med høj velfærd og livskvalitet.