Gå til indhold

Projekt Lab. X Nord

Lab. X Nord er tænkt som et offentligt privat innovationsprojekt, hvor virksomheder og offentlige institutioner matches for at udvikle velfærdsteknologi og skabe vækst for virksomheder.

Indsendt af

University College Nordjylland

Resumé

Lab. X Nord er tænkt som et offentligt privat innovationsprojekt, hvor virksomheder og offentlige institutioner matches for at udvikle velfærdsteknologi og skabe vækst for virksomheder. Lab. X´s formål er at udvikle og styrke effekten af Living Labs, som OPI samarbejdsmodeller med henblik på at markedsmodne produkter og initiativer indenfor sundheds- og velfærdsområderne, som kan føre til implementering af velfærdsteknologiske løsninger i praksis, som imødekommer borgernes reelle ønsker og behov. I living labs. vil virksomhederne og de offentlige institutioner arbejde med brugercenterede og innovative metoder. De anvendte metoder vil være: etnografiske studier, test-labs., medarbejderdreven innovation og co-creation.

Udfordring og muligheder

Der er i Danmark prognoser der dokumenterer det ”demografiske dobbeltpres” med et stigende antal ældre, der har behov for hjælp fra det offentlige og en reduceret arbejdsstyrke. Disse udfordringer udgør på samme tid et innovationsvækst- og forretningspotentiale, der kan skabe nye services og arbejdspladser indenfor det private marked. Tendenser peger også mod en borgergruppe, der stiller øgede krav til kvalitet og individualitet i de offentlige velfærdsydelser, og der er desuden et stort behov for at videninstitutioner udvikler og opbygger viden om, hvordan vi skaber parathed til innovation og løsninger der virker i praksis.

På nationalt plan er der flere initiativer i gang på det velfærdsteknologiske område. Disse initiativer er individuelle projekter, hvor fokus er på det enkelte projekt og ikke på videnudvikling af hvordan living lab/ OPI samarbejder bedst muligt fungerer og herunder hvilke rammer, kompetencer, viden, organisering mv. som skaber de bedste grundlag for offentlig og privat innovation. Herunder også synergien imellem flere OPI samarbejder.

Der er således fire bundlinjer som er relevante at holde sig for øje. Erhvervsøkonomisk vækst, reducering af offentlige omkostninger, borgernes oplevelse af kvalitet i velfærdsydelserne og videnopbygning på videninstitutionerne.
For at adressere disse sætter projektet Lab. X fokus på, at en øget forståelse mellem borgere og virksomheder er et fundament.

Målsætning

Målsætningen med projektet er at udvikle og styrke effekten af living labs. som eksperimentarium for erhvervsudvikling på sundheds- og velfærdsområderne gennem aktivt samarbejdende netværk og partnerskaber på tværs af institutioner, virksomheder og uddannelses- /videninstitutioner. Ligeledes er målsætningen at markedsmodne produkter og initiativer ved at facilitere udvikling og vækst gennem systematisk etablerede innovationssamarbejder mellem offentlige serviceudbydere, private virksomheder og brugere. Desuden er målsætningen at komme fra brugerbehov til implementering af løsninger i praksis gennem udvikling og afprøvning af konkrete modeller for nye og mere brugerinddragende måder at levere sundheds- og velfærdsinnovation på.

Projektet vil arbejde systematisk og tværgående med metode- og modeludvikling med det sigte at opbygge mere generel viden om, hvordan man udvikler, håndterer og bedst muligt får udbytte af samarbejdet mellem det offentlige, virksomheder og videninstitutioner om velfærdsteknologiske løsninger.

Innovationsbehov

Projektet vil være udviklings- og forskningstilknyttet med henblik på at kunne indsamle viden og udvikle modeller og løsninger på, hvordan man bedst kan koble institutioner, brugere, virksomheder og videninstitutioner sammen og dermed får mest værdi ud af det offentligt-privat samarbejder – herunder at etablere og drive living labs.  – til gavn for alle parter. Mange steder er danske kommuner begyndt at arbejde med, hvordan de kan bruge velfærdsteknologi i løsningen af deres opgaver og nogle steder eksperimenteres med OPI i living labs. men de fleste steder er arbejdet stadig i sin vorden og kan være vanskelig at håndtere i praksis.

Det kan være svært for virksomhederne at få adgang til det offentlige og borgerne/brugerne på det velfærdsteknologiske område og såvel offentlige og private parter oplever mange praktiske, juridiske, kulturelle og økonomiske barrierer i forholdt til OPI.  Der fx nævnes velkendte barrierer som udbud, intellektuelle rettigheder, oplevelsen af at virksomhederne bare vil sælge de produkter de har. Det er væsentligt at fokusere på at identificere og definere behov og håndtere OPI-processer til gavn for alle parter. Det er vanskeligt for kommunerne i praksis at prioritere noget så luftigt som innovation, fordi det sker på bekostning af kerneopgaverne.

Projektet Lab X Nord skal afgrænse sig til at omhandle ældre-, kroniker- og specialområdet med fokus på fire living labs. som er offentlige institutioner indenfor de tre før nævnte områder. Deltagerne i projektet vil indbefatte kommuner, virksomheder, videninstitutioner og borgere. Der skal være koordinatorer som koordinerer samarbejdet mellem virksomhederne og living labs. Der vil i samarbejde med living labs. og kommunerne blive identificeret problemstillinger som de ønsker virksomhederne skal arbejde med. Som opstart skal der finde en matching sted, hvor relevante virksomheder og living labs. matches. Koordinatorerne vil arbejde tæt sammen med metodekonsulenter, som hver har deres ekspertise indenfor de metoder der benyttes i projektet.

De danske forudsætninger

I Danmark forsøger de fleste kommuner allerede nu at implementere ny og arbejdskraftbesparende velfærdsteknologi (nye toiletter, iPads, konferencesystemer osv.). Der er fokus på implementering af kendt viden og teknologi. I Danmark er kommunerne også generelt positive overfor samarbejdet med erhvervsliv, men der eksisterer en række barrierer. I Danmark er der interesse, behov og handlevilje hos kommunerne til at styrke udvikling og innovation på sundheds- og velfærdsområdet.

På nationalt plan er der flere initiativer i gang på det velfærdsteknologiske område. Disse initiativer er individuelle projekter, hvor fokus er på det enkelte projekt – der er således et potentiale i Danmark til at arbejde systematisk og tværgående med metode- og modeludvikling med det sigte at opbygge mere generel viden om, hvordan man udvikler, håndterer og bedst muligt får udbytte af samarbejdet mellem det offentlige, virksomheder og videninstitutioner om velfærdsteknologiske løsninger.

Effekter og potentialer

Projektet forventes at styrke implementeringen af sundheds- og velfærdsteknologi gennem et forbedret samarbejde samt at styrke innovation og markedsmodning af produkter og dermed betingelserne for erhvervsmæssig vækst.

Projektet vil etablere offentlige og private samarbejder i living labs. Der vil i disse samarbejder foregår en kompetenceudvikling i kraft af de bruger-centrerede innovative metoder, der benyttes i samarbejderne. På baggrund af projektet vil der udvikles 2-3 modeller for offentlig-privat innovation til udvikling af nye sundheds- og velfærdsløsninger. Der vil kunne skabes idéer til jobskabelse og produktion. Virksomheder vil kunne udvikle/ implementere produkt-/ proces/ organisatorisk/ markedsføringsinnovation. På baggrund af deltagelse i projektet forventes en styrkelse af anvendelse af ny teknologi. Desuden vil der blive etableret tætte relationer mellem borgere og virksomheder. Slutteligt vil videninstitutionerne kunne lægge ny viden ind i deres uddannelser af medarbejdere til området.