Baggrund

Her kan du læse om, hvorfor kvalifikationsrammen for livslang læring blev indført, og hvordan det foregik.

Etableringen af den danske kvalifikationsramme for livslang læring har sin baggrund i både nationale og internationale behov og ønsker vedrørende livslang læring og mobilitet.

I en dansk sammenhæng understøtter rammen, at studerende og folk i arbejde kan bygge videre på det, de allerede kan og har lært, ved at den giver dem et samlet overblik over uddannelsessystemet og synliggør veje gennem det.

I en international sammenhæng understøtter rammen især gensidig anerkendelse af kvalifikationer på tværs af landegrænser og uddannelsessystemer. Det sker ved, at hvert niveau i den danske kvalifikationsramme og i andre landes kvalifikationsrammer kobles til et niveau i den Europæiske Kvalifikationsramme for livslang læring (EQF). Derved bliver det lettere at sammenligne grader og uddannelsesbeviser fra forskellige lande.


Hvornår og hvordan er rammen indført?

Den danske kvalifikationsramme for livslang læring blev udviklet af en tværministeriel arbejdsgruppe med repræsentanter fra Undervisningsministeriet, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (som nu hedder Uddannelses- og Forskningsministeriet), Kulturministeriet samt Økonomi- og Erhvervsministeriet og med inddragelse af en række interessenter fra det danske uddannelsessystem.

Arbejdet med udarbejdelse af en dansk national kvalifikationsramme blev igangsat af undervisningsministeren i slutningen af 2006. Organiseringen af udviklingsarbejdet omfattede følgende:

  • En tværministeriel arbejdsgruppe med repræsentanter fra Undervisningsministeriet, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Kulturministeriet samt Økonomi- og Erhvervsministeriet blev nedsat i 2006 og fik ansvar for at udvikle et forslag til en dansk kvalifikationsramme.

  • Udviklingsarbejdet omfattede høring og inddragelse af en række af interessenter fra det danske uddannelsessystem.

  • I juni 2009 blev et forslag til en dansk kvalifikationsramme for livslang læring og dens implementering godkendt af undervisningsministeren, ministeren for videnskab, teknologi og udvikling, kulturministeren samt økonomi- og erhvervsministeren.

Den efterfølgende implementering og opdatering m.v. omfattede følgende:

  • Et tværministerielt koordinationsudvalg med repræsentanter fra Undervisningsministeriet, Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser (nu: Uddannelses- og Forskningsministeriet), Kulturministeriet samt Økonomi- og Erhvervsministeriet fik ansvaret for at koordinere implementeringen og den løbende opdatering af kvalifikationsrammen for livslang læring.

  • Indplaceringen af eksisterende grader og beviser forløb fra august 2009 til slutningen af 2010. Indplaceringen af grader for de videregående uddannelser sker som led i akkrediteringsproceduren. For de øvrige uddannelsesområder foretages indplaceringen af den myndighed eller de aktører, der har det faglige ansvar for uddannelsernes mål og indhold i henhold til danske love og bekendtgørelser. Der er udarbejdet vejledninger til indplaceringen.

  • Webbaserede informationsredskaber er udviklet under ansvar af en tværministeriel projektgruppe: dels en webudgave af kvalifikationsrammen her på netstedet, dels  påtegning af niveauer i forhold til konkrete uddannelser på Uddannelsesguiden. Derudover er der udarbejdet en mere omfattende introduktion til kvalifikationsrammen.

  • Uddannelsesguiden
  • Det danske koordinationspunkt for EQF har ansvar for at sikre gennemsigtigheden mellem den danske kvalifikationsramme og den Europæiske Kvalifikationsramme for livslang læring (EQF) samt sikre adgang til information om danske kvalifikationer og deres placering i forhold til EQF. Koordinationspunktet ligger i dag Styrelsen for Forskning og Uddannelse.

  • Kvalitetssikring af kvalifikationsrammens niveaubeskrivelser i forhold til EQF er sket som led i arbejdet med at etablere henvisninger mellem de danske niveaubeskrivelser og niveauerne i EQF. Danmarks Evalueringsinstitut forestår kvalitetssikringsarbejdet i samarbejde med de berørte ministerier.

  • En evaluering af kvalifikationsrammen blev i 2013 udarbejdet af Danmarks Evalueringsinstitut. Evalueringen gør status på den formelle implementering af kvalifikationsrammen og på brugernes anvendelse af den med henblik på at vurdere behovet for justeringer af selve rammen og tilhørende tiltag for at udbrede kendskabet og anvendelsen af den.


Senest opdateret 29. marts 2017