Gå til indhold

Realkompetencevurdering

En realkompetencevurdering skal afdække og give grundlag for at anerkende viden, færdigheder og kompetencer rettet mod en konkret uddannelse.

Erhvervsuddannelse (eud)

Unge under 25 år tilmelder sig uddannelsen på optagelse.dk, og skolen gennemfører en kompetencevurdering inden for de to første uger efter skolestart.


Erhvervsuddannelse for voksne (euv)

Hvis man er fyldt 25 år, skal man påbegynde en erhvervsuddannelse for voksne (euv). Euv starter som udgangspunkt med en kompetencevurdering, som varer fra ½ dag til 10 dage, og som danner baggrund for, hvilket af de tre euv-forløb eleven bliver indplaceret på. Det er dog også muligt at få lavet en kompetencevurdering, inden man tilmelder sig uddannelsen. Uddannelsestiden afkortes på baggrund af relevant erhvervserfaring og tidligere uddannelse.

Den voksne vil på den baggrund enten kunne

  1. begynde direkte på hovedforløbet uden praktik og med en skoledel, der er 10 procent kortere end for de unge
  2. følge et grundforløb på op til 20 uger og et hovedforløb med en skoledel, der er 10 procent kortere end for de unge og med en praktikuddannelse på maksimalt 2 år eller
  3. påbegynde et uddannelsesforløb med grundforløbets anden del på op til 20 uger og et hovedforløb uden standardiseret afkortning.

Vurderinger fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen

Både erhvervsskolen og den uddannelsessøgende kan bede Uddannelses- og Forskningsstyrelsen om en vurdering af en udenlandsk uddannelses niveau. Vurderingen er dog kun vejledende i forbindelse med en realkompetencevurdering og uddannelsesinstitutionens afgørelse om merit. Vurderingen kan ikke påberåbes af en ansøger eller arbejdsgiver i forbindelse med denne afgørelse, jf. § 3, stk. 6, i lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v.


Se også:

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 01. oktober 2020