Gå til indhold

Hele verden på besøg under corona

Nedlukning gav Sjællands Erhvervsakademi Zealand skubbet til for alvor at invitere verden og de virtuelle værktøjer inden for.

For Sjællands Erhvervsakademi Zealand har det altid været en meget eksplicit ambition at få flest mulige af de studerende sendt ud på udlandsophold i løbet af deres studietid og herigennem give dem et globalt udsyn.

"I Region Sjælland er der meget fokus på vækst igennem eksport, så det handler dels om at have en uddannelse, der kan bruges til noget, dels om at give de studerende et mindset, der giver lyst til de udfordringer, som globaliseringen giver," siger Ole Kolling, der er international leder på Zealand.

International mobilitetsambassadør

I 2015 gik man helhjertet ind i projektet og fik et team af internationale mobilitetsambassadører, der meget aktivt over for alle studerende har gjort reklame for gevinsterne ved et udlandsophold, hvormed andelen af studerende, der er rejst ud, er steget til mere end det dobbelte, hvilket vil sige næsten 24 procent. Og det er ganske pænt i en region, hvor de unge ifølge Ole Kolling nok er lidt mere regionalt forankrede end mange andre steder:

"På nogle uddannelser er flere studerende mønsterbrydere, og de første som tager en videregående uddannelse i deres familie. Nogle af dem er også lidt ældre, så alt i alt er vores studerende nok sværere at flytte. Hvis vi ikke gør noget aktivt, står de ikke i kø for at komme ud, og derfor kan vi se, at der er en meget klar sammenhæng mellem vores indsats og de effekter, vi får," siger han.

Virtuelle besøg af partnerne

Derfor var en corona-nedlukning også noget af det værste, der kunne ske for opfyldelsen af Zealands internationaliserings-strategi. Da alting lukkede ned, var fokus først og fremmest på at hjælpe de udenlandske studerende, der befandt sig på Zealand, og på at få hentet egne studerende hjem fra udenlandske uddannelsesinstitutioner. Aktiviteten på udvekslingsområdet nærmede sig et nulpunkt, og det så ud til at fortsætte ind i 2021, så ved udgangen af 2020 blev det klart for Zealand, at noget måtte gøres.

"Vi var jo blevet ret gode til det virtuelle, og derfor fik vi den idé at invitere nogle af vores udenlandske partnerinstitutioner til en virtuel ’kom-ud-i-verden-messe’, hvor de kunne fortælle, hvad de kunne tilbyde vores studerende. Vi tænkte, at det blev op ad bakke, men vi mødte en kæmpestor velvilje," siger Ole Kolling.

"Vi har tidligere kunnet se, at det havde en stor effekt at have vores partnerinstitutioner på besøg, fordi de kan præsentere sig selv bedre, end vi kan gøre, og lige pludselig fik vi altså mulighed for at invitere rigtig mange ind. 16 af vores partnere i Europa, Asien og Nord-og Sydamerika bød ind, så vi kom til at dække 12 tidszoner over to dage. På den måde blev vores generelle information om udlandsophold langt bedre, end den hidtil havde været," siger han.

Zealand Sjællands Erhvervsakademi
Flest mulige af de studerende på Zealand Sjællands Erhvervsakademi sendes ud på udlandsophold i løbet af deres studietid Foto: Zealand Sjællands Erhvervsakademi.

Kommet for at blive

I dette efterår har Zealand cirka 20 studerende, som tager på et studieophold i udlandet, hvilket Ole Kolling under normale omstændigheder ville betragte som tilfredsstillende for en institution af Zealands størrelse:

"Men i en coronatid er det simpelthen ekstraordinært pænt. Vi troede, vi stod på tærsklen til et efterår med meget få eller ingen udgående studerende, men vi har hænderne over hovedet af begejstring over den positive effekt, vores virtuelle messe har haft," siger han.

Mange af sessionerne blev optaget, ligesom partnerne selv producerede film, og det ligger nu på Zealands intranet og kan bruges fremadrettet.

"Vi har erkendt, at vores partnere har været bedre til at præsentere sig selv, end vi har været, så fremover vil det blive et fast element i vores årshjul både forår og efterår. Vi har fundet ud af, at de virtuelle værktøjer har været enormt effektive. Det kræver planlægning, men når den er gjort, så kører det rigtig godt," siger Ole Kolling, der forsikrer, at erfaringerne med de virtuelle værktøjer vil blive brugt i fremtiden.

Flere kan flyttes med 'blended mobility'

"De virtuelle aktiviteter kan noget, som vi ikke kunne før. Og det ligger også i det nye Erasmus+-program, at vi skal prøve at koble de traditionelle fysiske aktiviteter med virtuelle aktiviteter. Det, er jeg ret sikker på, er kommet for at blive," siger han.

Aktuelt er der ikke lovhjemmel til at arbejde med virtuel mobilitet på danske videregående uddannelsesinstitutioner, men Ole Kolling fremhæver, at hvis det bliver en mulighed på sigt, så vil de virtuelle redskaber kunne være til gavn for de studerende, der har været sværest at få til at rejse ud:

"En vis procentdel vil altid benytte sig af de traditionelle studieophold, men hvad gør vi for at styrke de internationale kompetencer hos resten? Ja, der kan vi måske på sigt skabe nogle læringsfora – grupper eller klasser – hvor vores danske og internationale studerende kan arbejde sammen. Og med blended mobility kan man for eksempel blande et kort fysisk ophold med et virtuelt ophold. For mange af vores studerende gælder det, at de nemmere kan flyttes en uge eller fjorten dage frem for et helt semester, og så kan vi pludselig flytte endnu flere af vores studerende end hidtil," siger han:

"Jeg er ikke i tvivl om, at de nye og fleksible måder at arbejde på vil give flere af vores studerende globale kompetencer."


Artiklen er tidligere bragt i publikationen 'Digitale muligheder i Erasmus+'.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen

Afsendere