Gå til indhold

Virtuel, men autentisk

Corona kan lukke verden for en tid, men onlinefællesskabet 'eTwinning’ åbner skolernes internationale udsyn.

"Som eTwinning-ambassadør opfatter man hele Europa som sit klasseværelse."

Således siger Ann Katrine Ranne-stad, der ud over at være skole-konsulent i Aalborg Kommune også er en af cirka 20 eTwinning-ambassadører, der har til opgave at udbrede kendskabet til den digitale platform eTwinning og dens mange muligheder for at få den store verden ind i undervisningen.

eTwinning er et europæisk samarbejdsprojekt og en del af Erasmus+. Som det største onlinefællesskab for skoler i Europa, er det også den lettest tilgængelige vej for lærere og elever til at netværke og lave skolesamarbejder med ligesindede i næsten alle europæiske lande og dermed få en international dimension ind i undervisningen.

Større motivation hos elever

"Min primære daglige opgave i Aalborg er at supportere vores 52 skoler inden for internationalisering. Og her kommer man ikke uden om eTwinning. Som ambassadør er det blandt andet min opgave at fortælle, at eTwinning er et meget fleksibelt og intuitivt redskab, som alle kan bruge, hvad enten man taler om hele undervisningsforløb eller bare enkelte lektioner," siger Ann Katrine Rannestad.

Og for hende er der slet ikke tvivl om, at det er meget vigtigt for både institutioner, lærere, pædagoger, børn og unge at arbejde internationalt.

"Interkulturel dialog tilfører skolerne dannelse. Hvad det er, er der mange forskellige opfattelser af, men jeg kan se, at eleverne motiveres og lærer på en anden måde gennem eTwinning-forløb end ved konventionel undervisning. Det giver noget autenticitet, når de ikke kun laver produkter til deres lærer, som de typisk gør, men har elever i et andet land som modtagere. Det motiverer dem, de vil gerne fremstå gode og dygtige, når der er noget relationelt på spil," siger Ann Katrine Rannestad.

Alle skoler og institutioner kan benytte eTwinning gratis og samarbejde om undervisningsforløb, kommunikation og udveksling inden for alle fag og temaer.

Næsten en million brugere har allerede oprettet en profil på platformen, og de har dermed adgang til at dygtiggøre sig igennem onlineseminarer, workshops eller selvinstruerende materialer. Eller de kan lade sig inspirere til at give deres undervisning eller andet pædagogisk arbejde et internationalt islæt af de mange projekter, der er lagt op på platformen og herigennem styrke elevernes sproglige og digitale færdigheder. Og endelig – og ikke mindst – kan de lægge deres egen idé til et internationalt skolesamarbejde op og få kontakt til potentielle samarbejdspartnere med samme interesser som dem selv.

eTwinning_Aalborg_foto
Foto: Skoleforvaltningen Aalborg

Simple projekter med perspektiv

"En tysklærer kan lave en søgning til et kommende fælles forløb. Først skal hun gøre op med sig selv, om hun vil finde tyske lærere og elever som samarbejdspartnere, eller om hun vil samarbejde med en klasse i et andet land, hvor de lærer tysk på samme niveau som hendes egen klasse. Hvis det er tyskere, er det måske kultur- og samfundsdelen, hun er interesseret i, mens det sikkert er det sproglige, der har fokus, hvis hun samarbejder med andre, der skal lære tysk," siger Ann Katrine Rannestad.

"Hvis man samarbejder med en tysk klasse om kultur og samfundsforhold, kan man for eksempel lave en undersøgelse af, hvad slags slik man spiser i de forskellige lande, og så kan man diskutere, hvorfor det forholder sig som det gør. Det kunne også handle om konfirmation eller børnefødselsdage. eTwinning er god til at hjælpe en på vej med gode ideer. Det er meget perspektivudviklende på en simpel måde, og man kan sagtens arbejde fem til ti skoler sammen ad gangen," siger hun.

I langt de fleste eTwinning-samarbejder indgår der ikke rejser, så også før corona var der godt gang i undervisningen via alle mulige digitale medier og kanaler.

"Vi kan lide at samarbejde med skoler på afstand, og vi var helt fortrolige med sloganet ’Sammen hver for sig’ lang tid før corona. Vi betragter Europa som vores klasseværelse. Corona lukker verden, men eTwinning åbner den, som en kollega siger. Verden har først lige lært at arbejde sammen digitalt, men det har vi kunnet længe med eTwinning," siger Ann Katrine Rannestad.

Vi skal opleve verden

Aalborg Kommune har i mange år haft fokus på det internationale arbejde i skolerne. Der er en klar ambition om, at folkeskolens elever skal have forståelse for andre lande og kulturer, og at alle skal have mod til at deltage i verden. Det har blandt andet givet sig udslag i, at Skoleforvaltningen i Aalborg som en af de første 39 organisationer i skolesektoren har søgt om og fået tildelt en Erasmus-akkreditering, hvilket betyder, at man har nemmere adgang til bevillinger i hele programperioden for Erasmus+ frem til 2027.

"Det er en fantastisk mulighed, og alle vores skoler skal involveres i det her. Vi vil lære af de bedste, og vi skal opleve verden. Det fysiske møde kan ikke undværes, men vi kan gøre meget virtuelt før og efter et ophold, så alle skoler får et kursus i eTwinning. Alle kan jo trods alt ikke komme ud, men de der kan, skal dele deres oplevelser med dem, der er tilbage, og det er eTwinning virkelig god til at facilitere," siger hun:

"Vi kan ikke forestille os, at de elever, der går i skole i dag, ikke kommer til at samarbejde internationalt, hvad enten det er bag en skærm, eller de rejser ud. Og jo tidligere du kan kommunikere, være kreativ, eksperimentere på tværs af grænser, des bedre. Det er kommet for at blive."


eTwinning

eTwinning er en gratis og sikker platform for lærere og elever til at netværke, udvikle samarbejdsprojekter og udveksle ideer i Europa.

etwinning.dk kan man blive inspireret til at bruge eTwinning i undervisningen, holde sig opdateret med nyheder inden for området og finde gennemførte forløb, hvor eTwinning har bidraget til en mere spændende og udbytterig hverdag for eleverne. Der er adgang til eksempler fra henholdsvis dagtilbud, grundskolen og ungdomsuddannelserne samt inden for specialundervisning. eTwinning er en del af Erasmus+.


Artiklen er tidligere bragt i publikationen 'Digitale muligheder i Erasmus+'.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen

Afsendere