Gå til indhold

Generelle Spørgsmål

Siden vil løbende blive suppleret og opdateret, så den afspejler den nyeste viden, og de spørgsmål som vi modtager. Har du yderligere spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her, kan du skrive til faelleskontoplan@ufm.dk.

Generelle spørgsmål

Hvad er formålet med den fælles kontoplan?

Den fælles kontoplan for de videregående uddannelsesinstitutioner er igangsat af et regeringsønske om at kunne sammenligne omkostninger på tværs af sektoren. Det vil skabe større gennemsigtighed i omkostningerne til de ydelser, som institutionerne leverer til samfundet, og det vil forbedre grundlaget for at sammenligne og analysere omkostningerne på tværs af institutioner og over tid

Hvem skal bruge den fælles kontoplan?

Alle 34 videregående uddannelsesinstitutioner under Uddannelses- og Forskningsministeriet bruger ved indgangen til 2023 den fælles kontoplan.

Hvilke krav stiller den nye registreringsramme?

Som det fremgår af både  for den fælles kontoplan fra 2018 og af stilles der krav til, at de videregående institutioner fremover skal regnskabsregistrere på fire obligatoriske dimensioner, nemlig art, sted, delregnskab og formål. Herudover stilles der en række krav til fordeling på delformål uden for regnskabet. En præcisering af kravene findes i konterings- og fordelingsvejledningen.

Hvordan inddrages institutionerne i udviklingen af fælles kontoplan?

For at sikre en bred involvering af brugerne af den fælles kontoplan, deltager repræsentanter fra hver delsektor (universiteterne, professionshøjskolerne og erhvervsakademierne, samt de kunstneriske og maritime videregående uddannelsesinstitutioner) i hhv. det stående udvalg (STU) og i Regnskabsudvalget (RU). Her er det muligt for hver delsektor at bidrage med input til de driftsmæssige aspekter i den fælles kontoplan.

Styrelsen holder yderligere ERFA-møder for de enkelte delsektorer om regnskab og rapportering. På ERFA-møderne deltager repræsentanter fra institutionerne og medarbejdere fra styrelsen. Her udveksles erfaringer vedr. arbejdet med den fælles kontoplan på tværs af delsektoren, og der kan drøftes konkrete problemstillinger ift. anvendelse af den fælles kontoplan samt det fælles årsrapportmateriale.

Hvor finder jeg ændringerne i Konterings- og fordelingsvejledningen?

Konterings- og fordelingsvejledningen udgives hvert år pr. 1. oktober for det kommende regnskabsår. Det vil dog altid være muligt at finde den gældende Konterings- og fordelingsvejledning for indeværende og det kommende regnskabsår på ufm.dk. Det er frivilligt for institutionerne, om de vil implementere eventuelle ændringer straks eller afvente det kommende regnskabsår.

Aktivering og levetider

Nedenfor har vi samlet Økonomistyrelsens vejledninger om værdifastsættelse, levetider og afskrivninger.

Særligt vedrørende værdiansættelse

Bemærk, at alle omkostninger foranlediget af anskaffelsen, eller som direkte kan henføres til det pågældende aktiv, skal indgå i den værdi, der kan aktiveres og afskrives – dvs. inkl. omkostninger til levering, montering og tilslutning. Dette gælder også, hvis institutionen selv klarer levering, montering og tilslutning.

Alle vejledninger findes under ”Generelle bogføringsbestemmelser” i ØAV’en:

Leasing

Leasing er behandlet i Budgetvejledningen, 2.4.10, hvor det anføres at:

"Aftaler om leasing kan kun indgås, hvis der er væsentlige og åbenbare økonomiske fordele ved leasing i stedet for køb."

Der er to slags leasing: Operationel og finansiel leasing.

  • Operationel leasing kan sidestilles med leje, hvor udlejer har al risiko og fuldt ejerskab
    • Leasingtager har kun adgang til aktivet i leasingperioden
    • Leasinggiver tager aktivet tilbage efter leasingperioden
    • Vedligeholdelsespligten påhviler således leasinggiver og ikke leasingtager

Regler:

    • Det er ikke tilladt at lease aktiver, som kan anskaffes på statens indkøbsaftaler. Eventuelle eksisterende aftaler skal udfases så hurtigt det er økonomisk forsvarligt.
    • Aftaler med kontraktsum over 70 mio.kr. eller mere end 10 års uopsigelighed med kontraktsum over 40 mio.kr. skal forelægges finansudvalget.
    • Udbudsretligt er aftaler om operationel leasing at sidestille med køb af varer og skal derfor ske under overholdelse af reglerne i udbudsloven.
  • Finansiel leasing sidestilles med en finansieringsaftale, hvor restværdi efter leasingperioden og al risiko i øvrigt er leasingtagers.
    • Finansiel leasing er oftest forbundet med et krav om køb af aktivet efter leasingperioden, eller at leasingtager skal finde en aftager til aktivet.

Regler:

    • Finansiel leasing er som udgangspunkt ikke tilladt og skal under alle omstændigheder i finansudvalget.

For en fuld beskrivelse henvises til Budgetvejledningen/ØAV’en.

 

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 05. januar 2024