Gå til indhold

2.500 færre breve – flere unge er i gang med en uddannelse

05. januar 2011
56.000 unge modtager i begyndelsen af januar et brev med en opfordring om at tage en uddannelse. Det er færre breve end sidste år. Årsagen er, at flere unge er i gang med en uddannelse.

Ungdomsårgangene vokser, flere får en studentereksamen og flere går også i gang med en uddannelse.

Den tendens kan nu direkte ses på antallet af breve, som Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet i fællesskab sender til alle, der har bestået en adgangsgivende gymnasial eksamen i 2007 – 2010, men endnu ikke er gået i gang med eller har fuldført en uddannelse.

I 2011 modtager knap 2.500 færre et brev set i forhold til 2010. Det sker på trods af, at der i år er cirka 5.000 flere med en adgangsgivende gymnasial eksamen opnået inden for de seneste fire år.

– Det er til gavn for både samfundet og den enkelte, at flere tager en uddannelse. Jeg håber derfor, at den positive tendens fortsætter. Vi har stadig brug for, at flere unge tager en uddannelse inden for alle felter. Jeg vil derfor opfordre unge til at søge bredt. I 2010 kan vi se, at næsten halvdelen af de afviste universitetsansøgere kun ansøgte om optagelse på en specifik uddannelse i stedet for at prioritere flere muligheder. For mig at se viser det vigtigheden af, at unge søger bredt – både flere forskellige uddannelser og flere steder i landet, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
– Det går den rigtige vej. Flere går tidligere i gang med deres uddannelse, men det kan blive endnu bedre. Flere drenge skal lige så hurtigt i gang som pigerne, og alle bør overveje mere end én uddannelse. Jeg vil også opfordre til at tænke ud over grænserne for, hvad der traditionelt betragtes som kvindefag eller mandefag. For eksempel har mange pædagogiske og sundhedsfaglige uddannelser en overvægt af piger, men vi har også brug for drengene. Begge retninger byder på spændende og varierede karrieremuligheder. De unge bør derfor sætte sig grundigt ind i, hvad de enkelte uddannelser kan byde på og søge bredt, siger undervisningsminister Tina Nedergaard.

Drengene halter fortsat efter pigerne i uddannelseskapløbet. Ser man på brevmodtagerne, er tendensen klar. Fire år efter eksamen er væsentligt flere drenge end piger i gruppen ikke i gang med en videregående uddannelse.

Der er ansøgningsfrist til de videregående uddannelser d. 15. marts for kvote 2-ansøgninger og 5. juli for kvote 1. På siden www.søguddannelse.nu kan der findes mere information om uddannelsesvalg og ansøgningsfrister.


Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen kan kontaktes gennem pressemedarbejder Charlotte Holst på 2211 0200 eller chhh@vtu.dk.

Undervisningsministeriet: pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf.: 2565 9299, e-mail: ien@uvm.dk.


Studievejledning:

Handlinger tilknyttet webside