I årene 1957-2000 havde Danmark tre atomreaktorer i drift til forskningsformål på Forskningscenter Risø. I 2003 besluttede Folketinget, at anlæggene skulle afvikles senest i 2023. Siden 2003 har der været undersøgelser i gang af, hvordan det radioaktive affald fra Risø-anlæggene og andre kilder, f.eks. hospitaler, bedst kan opbevares i fremtiden.
Undersøgelserne og den politiske diskussion har især drejet sig om, hvorvidt et slutdepot eller et mellemlager er den bedste løsning til opbevaring af radioaktivt affald i Danmark. Et slutdepot betyder, at affaldet bliver deponeret endeligt. Et mellemlager betyder, at affaldet opbevares i op til 100 år med henblik på senere endelig deponering. Efter afslutning af supplerende studier af en mellemlager-løsning i december 2016 rapporterede en tværministeriel arbejdsgruppe til daværende regering i 2017. Alle Folketingets partier vedtog den 15. maj 2018 forslag til folketingsbeslutning B90/2018 om en langsigtet løsning.